Dansk stil-ikon er død

Stil-ikonet Didder Rønlund sov stille ind natten til fredag, oplyser familien

Det danske mode- og stil-ikon Didder Rønlund er død.

Hun blev 93 år.

Over for DR bekræfter hendes datter, at Didder Rønlund sov stille ind natten til fredag.

Der var altid reserveret et ganske bestemt sæde på første række til samtlige modeshows under den københavnske modeuge.

Her sad modeskribenten Didder Rønlund.

Når hun sad ved catwalken, var hun svær ikke at lægge mærke til. Med sit smukt opsatte hår, klassiske stil og et par centimeter høje hæle, der de sidste år dog blev skiftet ud med flade hæle.

Kom man tættere på, kunne man se, at hendes hud strålede, makeuppen var diskret, og der var ingen træthed at spore i de blå øjne.

Hun var på arbejde.

I mere end 70 år rapporterede hun om de nyeste modetendenser fra Paris, Milano, New York og København.

- Jeg har arbejdet i 70 år, og jeg bliver ved, til jeg falder af pinden, sagde hun, da hun fyldte 85.

Hun blev i 2008 tildelt Lifetime Achievement Awards af den internationale kosmetikbranche og udgav året efter selvbiografien 'Hele mit liv på høje hæle'.

Didder Rønlund med veninden Lise Nørgaard ved en reception i 2017. Foto: Ritzau Scanpix
Didder Rønlund med veninden Lise Nørgaard ved en reception i 2017. Foto: Ritzau Scanpix

Didder Rønlund blev født i Nykøbing Falster i 1926 og blev en af de første danske journalister med mode som speciale. Hun arbejdede 18 år på Dagens Nyheder (tidligere Nationaltidende), som hun indledte karrieren hos i en alder af blot 17 år.

Over for Berlingske har Didder Rønlund beskrevet sig selv om en 17-årig, der lignede en 14-årig og var naiv som en 12-årig.

Men talentet var der, og senere blev det til 33 år som journalist og moderedaktør på B.T. og 15 år på Billed-Bladet som freelancemodejournalist.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere