Dansk stjernefotograf raser: Udsat for smædekampagne

Den kendte krigsfotograf Jan Grarup har aflyst sin bogreception på grund af utilfredshed med Dagbladet Information

Krigsfotografen Jan Grarup i aktion. Foto: Good company pictures
Krigsfotografen Jan Grarup i aktion. Foto: Good company pictures

Jan Grarup har bogstaveligt talt dækket alverdens krige.

Netop nu befinder han sig i en krig med Dagbladet Information, som han på Facebook hævder står bag en smædekampagne imod ham.

I sit opslag skriver han:

'Bogreception aflyst - Jeg skal åbenbart igennem en smædekampagne fra Dagbladet Information og ser ikke nogen grund til at fejre en bog. sorry. Bogen bliver sat på hold indtil videre...'

Bogen, der er tale om, hedder 'Hvor jernkorsene gror' og udkommer 1. oktober - også selvom Jan Graup meddelte via Facebook, at bogen er sat på hold.

Det oplyser forlaget Gyldendal til Ekstra Bladet. Forlaget har ikke yderligere kommentarer, men fortæller at de ikke har noget at gøre med den aflyste bogreception.

Ingen kommentarer
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger drejer sagen sig om en eller flere artikler, der endnu ikke er blevet publiceret hverken online eller i den trykte udgave af Information.

I en netop rundsendt pressemeddelelse skriver Jan Grarup:

'Jeg er blevet overrasket og dybt skuffet over, at man fra Dagbladets Informations side vælger at forsøge at lave en smædekampagne og fabrikere en historie omkring private, familiære og økonomiske forhold, uden at give mig mulighed for at respondere. I øvrigt en historie som de fleste andre medier har afvist at bruge tid eller spalteplads på.'

Økonomi og familierelationer
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger omhandler Informations kommende artikler Jan Grarups privatøkonomi, hvilket han tilsyneladende bekræfter i sin pressemeddelelse, hvor han skriver:

'Jeg vil ikke acceptere, at man sværter min afdøde ekskones navn i en ensidig fortælling om økonomi og familiære relationer, som vil ende som offentlig mudderkastning, hvor de eneste tabere er mine børn. De har allerede gennemgået nok'.

Jan Grarups pressemeddelelse:

'Det skal ikke gå ud over mine børn!'

Lad mig for god ordens skyld slå fast, at jeg er glad og stolt over 'Hvor Jernkorsene Gror' og glæder mig over udgivelsen og den fine modtagelse bogen, allerede har fået.

Jeg er ikke et fejlfrit menneske, det står jeg gerne ved, og det er i øvrigt allerede dokumenteret vidt og bredt.

Jeg er simpelthen så rystet og skuffet over den behandling, jeg og folk i min omgangskreds har været udsat for fra Dagbladet Information’s side, og kommer hverken til at lave yderligere presse eller udgivelses-receptionen for bogen, for at beskytte min familie mest muligt.

Man siger, at et land får den presse, et land fortjener - og her må jeg bare sige, at jeg er blevet overrasket og dybt skuffet over, at man fra Dagbladets Informations side vælger at forsøge at lave en smædekampagne og fabrikere en historie omkring private, familiære og økonomiske forhold, uden at give mig mulighed for at respondere. I øvrigt en historie som de fleste andre medier har afvist at bruge tid eller spalteplads på. 

Sidste år holdt jeg mere end 100 foredrag i hele Danmark, hvor jeg svarer på alle spørgsmål, jeg bliver stillet.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har frabedt mig spørgsmål eller undladt at svare hverken publikum - eller medier. Hvorfor Dagbladet Information ikke har valgt at kontakte mig for længe siden, forstår jeg ikke.

Jeg vil ikke acceptere, at man sværter min afdøde ekskones navn i en ensidig fortælling om økonomi og familiære relationer, som vil ende som offentlig mudderkastning, hvor de eneste tabere er mine børn. De har allerede gennemgået nok. 

Jeg glæder mig til at fortsætte mit arbejde som fotograf og dokumentarist, det er det som er væsentligt og har betydning for mig udover mine børn. Next stop, CAR og Syrien.

Grarup kan netop nu opleves i de danske biografer i dokumentarfilmen 'Krigsfotografen', der handler om hans liv på hjemmefronten og ude i verdens brændpunkter. Foto: Linda Johansen
Grarup kan netop nu opleves i de danske biografer i dokumentarfilmen 'Krigsfotografen', der handler om hans liv på hjemmefronten og ude i verdens brændpunkter. Foto: Linda Johansen
 

Foto: Linda Johansen Krimi Krigsfotografen: ’Det er det sværeste, jeg har prøvet i mit liv’

Rystet og skuffet
Han skriver desuden, at hensynet til hans børn har fået ham til at træffe beslutningen om ikke at lave yderligere pressearbejde i forbindelse med bogen.

'Jeg er simpelthen så rystet og skuffet over den behandling, jeg og folk i min omgangskreds har været udsat for fra Dagbladet Informations side, og kommer hverken til at lave yderligere presse eller udgivelses-receptionen for bogen, for at beskytte min familie mest muligt.'

Ekstra Bladet har været i kontakt med Jan Grarup, der oplyser, at han på nuværende tidspunkt ikke har lyst til at udtale sig yderligere om sagen.

Information: Det er jo helt absurd

Informations journalist og indlandsredaktør, Anton Geist, siger til Ekstra Bladet, at han på ingen måde kan genkende Jan Grarups påstande og udlægning af sagen.

- Vi vil ikke kommentere vores research, men kan fuldstændigt afvise de her besynderlige påstande. Vi er ikke i gang med en smædekampagne eller har tænkt os at fabrikere en historie om hans private eller familiære forhold. Det er fuldstændig forkert.

- Vi kunne aldrig finde på at skrive en kritisk historie om en person uden at give ham mulighed for at svare for sig. Det er komplet vrøvl uden hold i virkeligheden. Det er jo helt absurd, og vi har jo slet ikke bragt nogen historie.

Hvordan tror du, Jan Grarup har fået den opfattelse, at han ikke må komme til orde?

- Det er også for mig helt komplet uforståeligt. Vi er i gang med med at lave en lille smule research, men er slet ikke ved at skrive historien endnu. Så det her er virkelig meget besynderligt. Det er helt bizart.

I 'Hvor jernkorsene gror' kan man læse Jan Grarups barske og gruopvækkende beretninger fra Rwanda, Rumænien, Irak, Haiti, Somalia, Sudan og Balkan. Bogen er illustreret med Jan Grarups egne fotografier.
I 'Hvor jernkorsene gror' kan man læse Jan Grarups barske og gruopvækkende beretninger fra Rwanda, Rumænien, Irak, Haiti, Somalia, Sudan og Balkan. Bogen er illustreret med Jan Grarups egne fotografier.

Skærm

Mest læste i flash!