Dansk tv-dommer åbner op: Det værste jeg har oplevet

Skilsmissen fra hustruen gennem to årtier gjorde ondt på Thomas Blachman, der erkender, at det ikke var hans beslutning

Thomas Blachman åbner op om skilsmissen fra Viola Heyn-Johnsen i 'Meyerheim & Stjernerne'. Foto: Mogens Flindt
Thomas Blachman åbner op om skilsmissen fra Viola Heyn-Johnsen i 'Meyerheim & Stjernerne'. Foto: Mogens Flindt

Thomas Blachman inviterer Michael Meyerheim indenfor i programmet 'Meyerheim & Stjernerne', og det giver et nært portræt af den populære 'X Factor'-dommer, som blandt andet viser, at han er udfordret, når han får en malerpensel i hånden, og som hudløst ærligt fortæller om, hvordan han ikke kan finde ud af at være alene.

Det har den nyforlovede Thomas Blachman været flere gange.

To gange har han således været gift. Først med Viola Heyn-Johnsen fra 1992 til 2012. Og senere med Sarah Louise Schackinger fra 2014 til 2017. Særligt skilsmissen fra Viola tog hårdt på Blachman. De har to børn sammen.

- Det var det værste, jeg har oplevet. Helt klart, siger Thomas Blachman i programmet, hvor Meyerheim spørger, om det var Blachman eller fruen, der sagde stop.

- Det var ikke min (beslutning, red.). Det var det sgu ikke. Hvorfor sidder jeg og siger det? Vi har jo harmoniseret det over for børnene, at det var os begge to. Der er jo to om det, det er klart. Jeg begyndte at lave meget fjernsyn og begyndte at skulle puste mig selv op i nogle andre rammer. Når man får børn, er det måske sjældent kvinden, der puster en op i ægteskabet.

Thomas Blachman i aktion på Bremen Teater i fredags. Foto: Per Lange
Thomas Blachman i aktion på Bremen Teater i fredags. Foto: Per Lange

Manglede redskaber
Blachman fortæller, at han følte, at han manglede en ballast hjemmefra for at håndtere skilsmissen.

- De (hans forældre, red.) har været sammen i 60 år og er fuldstændigt vanvittige med hinanden. Det er simpelthen så rørende og fint. Men det gør, at jeg står uden en form for remedie hjemmefra. Hvad gør man, når man bliver skilt? Jeg kan ikke spørge mine forældre, det aner de ikke en skid om, vel?, lyder det fra Blachman.

Han fortæller videre, at hans største succeskriterie i livet er at være en god far for sine to børn.

I programmet kommer tv-værten og tv-dommeren også ind på økonomi. Thomas Blachman har i to årtier spillet i jazztrioen Ginman/Blachman/Dahl – en trio, der forleden kunne høste fem stjerner hos Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo.

Men det er gennem tv, at han har tjent sine penge.

- Det, jeg har tjent penge ved, det er simpelthen at lave tv. Der begyndte jeg for alvor at tjene penge. Og det faldt på et meget tørt sted, siger Thomas Blachman.

Har fået i hoved og røv
Hans far opfandt i 1958 den automatiske telefonsvarer, men det har ikke synderligt hjulpet sønnen økonomisk.

- De har været gode til ikke at ødelægge mig. Der er da ikke noget bedre end at tjene sine egne penge. Jeg har helt klart tjent penge på at lave fjernsyn, men det manglede sgu også bare. Licensbetalerne har fået tilbage i hoved og røv. Jeg synes også, at 'X Factor' er en god idé, så jeg har aldrig kun gjort det for pengene, selvom det klart betaler mine regninger siger Thomas Blachman og uddyber.

- Hvis jeg ikke havde følt, at jeg havde noget at bidrage med og kunne gøre noget på en måde, som andre ikke kan gøre på samme måde, så havde jeg aldrig påtaget mig det. Man skal altid være klar til at give sin stol videre til nogle andre. Hvis der kommer en, der er bedre end en selv, så skal han have den taburet, man sidder på.

Direkte adspurgt, om han tror, det er sandsynligt, lyder svaret:

- Nej, det er det åbenbart ikke. Det er derfor, de bliver ved at ringe. Lige så snart sæsonen er færdig, så sidder de i røret.

Det nærgående portræt kan ses på TV2 Charlie i aften klokken 20.50. Ekstra Bladet har de seneste dage forsøgt at komme i kontakt med Thomas Blachman. Dette har ikke været muligt.

Skærm

Mest læste i flash!