Dansk tv-vært åbner op: - En vildt svær beslutning

Sara Lygum vil have mere tid med sine børn, og derfor har hun taget en stor beslutning

Sara med sin søn, Oskar. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Sara med sin søn, Oskar. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

I sidste måned fortalte tv-værten Sara Lygum, at hun havde truffet en stor beslutning. Ved årsskiftet stopper hun sit job i Danbolig for at få mere fritid med sine børn.

- Mine børn vokser sig alt for hurtigt store, og jeg har brugt en meget stor del af deres liv på at arbejde. Jeg skal stadig arbejde, men jeg skal i særdeleshed have tid med min familie. Det er nu, jeg har chancen for at spille femhundrede, bage kage eller bare hygge med dem, når de kommer hjem fra skole - om ti år er det for sent, skrev hun på Facebook.

Nu nærmer dagen sig for 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'-værten, der på ingen måde har fortrudt beslutningen om at sige jobbet op. Det fortæller hun, da Ekstra Bladet møder hende forud for TV2-programmet 'De største øjeblikke'.

- Det største i 2019 har nok været, at jeg har valgt at trække stikket på en del af mit job, fordi jeg har besluttet mig for, at 2020 skal være anderledes, siger hun og fortsætter:

- Nu skal jeg til bare at lave tv og have mere tid til mine børn. Det har jo været en kæmpe og vildt, vildt svær beslutning. Det er også vemodigt, for der er mange gode kolleger, som jeg holder meget af, fortæller Sara.

Se også: Tv-vært åbner op: - Jeg blev kaldt billig havneluder

Uvis om fremtiden
Hun har været i firmaet otte år og i branchen i snart 20 år.

- Jeg fylder 41 år i næste måned, så det er jo en kæmpe del af mit liv, jeg nu slipper, siger hun.

Sara Lygum, der er mor til Astrid og Oskar, ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid - andet end masser af familiehygge.

- Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg har med vilje ladet dørene stå åbne for at se, hvad livet byder på, siger hun og slår fast, at hun i hvert fald fortsætter som vært på 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'.

- Vi er i fuld sving, og der er en masse nye programmer på vej, som kommer i starten af det nye år.

TV2 sender 'De største øjeblikke' 30. december klokken 20.00.

Se også: Kendt DR-vært: - Jeg er ikke afhængig længere