Dansk tv-vært: Det værste jeg har oplevet

Jakob Kjeldbjerg ser fodboldkarrieren som sit livs høj- og lavpunkt. I dag fylder han 50 år

Jakob Kjeldbjerg drømmer ikke længere om alle mulige tv-jobs. Han har som mål at holde sin ekspedition i live så længe som muligt. Foto: Tariq Mikkel Khan
Jakob Kjeldbjerg drømmer ikke længere om alle mulige tv-jobs. Han har som mål at holde sin ekspedition i live så længe som muligt. Foto: Tariq Mikkel Khan

Jakob Kjeldbjerg er benhård på tv, men når man møder ham, er han smilende, glad og imødekommende.

Den store kontrast går fint hånd i hånd med karrieren, hvor han er gået fra landsholdsspiller i fodbold til kaki-bærende ekspeditionsleder i 'Robinson Ekspeditionen'.

I dag fylder den populære vært 50 år, og da Ekstra Bladet beder ham om at pege på et langt livs største op- og nedture, skal han ikke tænke længe.

- Der er slet ingen tvivl om, at min landskamps- og Chelsea-karriere er det helt store for mig. De er bundet sammen, fordi det er på grund af, at jeg spillede på landsholdet, at jeg kom til Chelsea, siger han og fremhæver et enkelt øjeblik, der ændrede alt.

- En enestående begivenhed var min mandsopdækning af Maradona. Det er den, der definerer mig og gør, at jeg nu ikke bare er en almindelig, dygtig fodboldspiller, men at jeg faktisk er en, som folk lægger mærke til, og så ryger jeg til Chelsea. Jeg susede ud af motorvejen, og det var den kamp, der afgjorde, hvilken exit jeg tog.

Se også: Tv-vært med millionløn: Jeg har aldrig tjent mere

Smadrede karrieren
Hans karriere blev afsluttet alt for tidligt, da han som følge af en knæskade måtte droppe fodbolden i en alder af bare 26 år. En hændelse han selv i sin bog beskriver som paradoksal, da han havde udviklet en ekstrem angst for at fejle og kunne sidde på bænken for sin klub Chelsea og håbe ikke at komme på banen.

- Lavpunktet er ubetinget skaden, som smadrede karrieren. Men den havde også udviklet sig paradoksalt til et kæmpe mareridt. Men knæskaden var det, der gjorde mest ondt, og jeg har stadig efterveer efter det, siger Kjeldbjerg til Ekstra Bladet.

Jakob Kjeldbjerg spillede 14 kampe for det danske A-landshold og scorede et enkelt mål. Foto: Jens Dresling
Jakob Kjeldbjerg spillede 14 kampe for det danske A-landshold og scorede et enkelt mål. Foto: Jens Dresling

Det var dog ikke værre, end at skaden gjorde det muligt, han blev hyret ind som vært på fodboldmagasinet 'Onside' på TV3. Resten er historie.

Med 50 år på bagen kan Jakob Kjeldbjerg mærke, at han i dag prioriterer anderledes end tidligere.

- Mine prioriteter ændrer sig i denne her periode. Jobmæssigt handler det for mig om at holde 'Robinson Ekspeditionen' kørende, så de mange fans har den at hygge sig med i så mange år som muligt, siger han og tilføjer.

- Men jeg drømmer ikke om alle mulige andre tv-jobs, som jeg førhen gjorde. Det har ændret sig. Der er jeg bare ikke mere, siger han.

Jakob Kjeldbjerg med 'Robinson'-trofæet, som han har uddelt til deltagerne siden 2004. Foto: Anthon Unger
Jakob Kjeldbjerg med 'Robinson'-trofæet, som han har uddelt til deltagerne siden 2004. Foto: Anthon Unger

Fokus på børnene
Også i det private har prioriteterne ændret sig. Han bor i den franske bjergby Magagnosc, cirka en halv times kørsel fra Nice, sammen med sin hustru Christine. Deres to fælles børn på 15 og 18 år er flyttet fra reden og bor nu i England.

- Jeg kan mærke, at jeg er blevet lidt sentimental i forhold til det, at jeg fylder 50 i en periode, hvor mine piger er flyttet hjemmefra på samme tid -  men jeg føler, at jeg kan sætte flueben ud for de første 50 år. Trods adskillige bump på vejen, er det lykkedes mig at få en masse dejlige oplevelser henad vejen med en skøn familie, siger han og understreger, at hans to piger er det vigtigste i hans liv.

- Min kone og jeg skal sgu nok klare den. Vi bliver gamle sammen og alt det der. Det er pigerne, det handler om nu, siger han.

Den runde dag blev fejret allerede i weekenden, hvor Jakob og Christine Kjeldbjerg fløj til London og fejrede begivenheden med familie og venner, mens det også blev til et besøg på Stamford Bridge, hvor Chelsea slog Newcastle 1-0.