Dansker har rolle i ny storfilm: Satser på Hollywood

Alexandre Willaume er gået fra Wupti-Pede til en rolle i den nye ’Valerian and the City of a Thousand Planets’

Alexandre Willaume har allerede næste Hollywood-film planlagt. Foto: Jonas Olufson
Alexandre Willaume har allerede næste Hollywood-film planlagt. Foto: Jonas Olufson

Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk har gjort det. Det samme har Mads Mikkelsen og Birgitte Hjort Sørensen. Slået igennem i Hollywood.

Og den næste dansker, der for alvor slår igennem kan blive Alexandre Willaume, der er gået fra en reklamerolle som Wupti-Pede til nu at lave film med stjerneinstruktøren Luc Besson. Netop nu er han aktuel i biografsatsningen ’Valerian and the City of a Thousand Planets’.

- Det har ikke været et bevidst valg at søge mod udlandet, men det er det begyndt at blive. Jeg har sagt til mine agenter, at de bare skal køre på i den retning, for det er simpelthen for fedt og fede mennesker at møde, siger en glad Alexandre Willaume, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen.

Se også: Dansk skuespiller med i kæmpe sci-fi-brag

I Luc Bessons nye science fiction-film spiller han karakteren Captain Kris, og rollen er ganske vist lille, men den kan vise sig at være et skridt på vejen mod målet.

- Min rolle er en funktionskarakter, og den optræder vel i fem minutter. Han sendes ud for at fange nogle hovedpersoner med sine mænd, og ender i al sin korthed med at stå til sidst efter alt er sprængt om ørerne på ham. Man skal ikke blinke, hvis man vil se mig, siger han muntert om Blockbuster-rollen.

- Det er en rejse, jeg skal i gang med, og når de kigger på dig, kigger de også på, om du har været på de store sets, og om du kan overleve det. Det var en kort og hurtig intro med en instruktør, hvis film man kender.

I modsætning til hvad man er vant til i danske produktioner, blev størstedelen af ’Valerian and the City of a Thousand Planets’ lavet med bluescreen, da en stor del af karaktererne i filmen er animerede figurer.

- Det var meget absurd, men også fedt, og det er skønt at vide, at man kan overleve i det. Jeg har jo faktisk ikke spillet sammen med nogen som helst, griner han.

 Dane DeHaan og Cara Delevingne i filmen. Foto: All Over Press
Dane DeHaan og Cara Delevingne i filmen. Foto: All Over Press

Rollen fik han via sit netværk blandt internationale castere, der kender ham fra serier som ’The Last Kingdom’, og nu har han hilst på en af Hollywoods helt store instruktører, så netværket udvides.

Til næste år er han aktuel i en film af instruktøren Rebecca Daly, som hedder 'Good Favour'  samt i den nye ’Tomb Raider’-film, der har blandt andre Alicia Vikander, Walton Goggins og Dominic West på rollelisten. Og her træder 44-årige Willaume mere i karakter.

- Det er en rolle, der fylder væsentligt mere. Min rolle er som højre hånd, så jeg er så tæt på magten, som jeg kan være. Men nu må vi se. Den er i klippeprocessen, så hvis man vil spidse mere ind til hovedkarakteren, så er det jo os i periferien, der kan ryge, siger han.

- Jeg er ikke en, der gør mig i idoldyrkelse, men det gør et eller andet, når man står med Walton Goggins, der ugen før legede med Quentin Tarantino. Jeg så ham i ’The Hateful Eight’ i flyet på vej derned, og så står man lidt efter sammen med ham, opsummerer han.

'Valerian and the City of a Thousand Planets' har premiere i dag.