DE KENDTE STEMMER: Derfor stemmer Alex Nyborg Madsen på ....

Den populære radiovært har baseret sin grundholdning på begrebet 'solidaritet'

Alex Nyborg Madsen kan ikke med liberalismen. Foto: Jakob Jørgensen
Alex Nyborg Madsen kan ikke med liberalismen. Foto: Jakob Jørgensen

Morfar var smed. Forældrene almindelige arbejdere og søstrene blev fagforeningsfolk. Af samme grund var det ikke svært for Alex Nyborg Madsen at vælge parti, da han blev voksen nok.

- Jeg blev klart venstrefløjsmand. Det var mest naturligt med de holdninger, jeg er vokset op med. Hele min base har været socialdemokratisk.

- Har du altid stemt på samme parti?

- Stort set. Måske har der en enkelt gang været en afstikker til SF. Det kan jeg såmænd dårligt huske. For egentlig har jeg aldrig været politisk engageret. Det er mere noget med fundamentet. Det er socialdemokratisk. For sjov skyld har jeg taget nogle af de test, man kan finde på nettet, og jeg ender hele tiden samme sted. Men intet parti er 100 pct. - heller ikke for mig.

- Hvad bør være valgets vigtigste tema?

-  Hele min grundholdning er baseret på solidaritet. Dem, der er mindre heldige end mig, skal også have det godt, og vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Af samme grund kan jeg ikke med liberalismen.

- Hvem tror du vinder valget?

- Det ved jeg virkelig ikke. Det er spændende at se, hvordan vælgerne har flyttet sig ind til videre. Men når jeg nu stemmer S, håber jeg naturligvis på, at Socialdemokratiet vidner.