DE KENDTE STEMMER: Derfor stemmer Johannes Nymark på...

Ifølge skuespiller Johannes Nymark har vi et kæmpestort integrationsproblem i Danmark og et fælles ansvar for at få det til at fungere

Johannes Nymark mener ikke, at man skal pille ved boligskatten. (Foto: Polfoto)
Johannes Nymark mener ikke, at man skal pille ved boligskatten. (Foto: Polfoto)

Hvad stemmer de kendte og hvorfor?

Nogle kendte holder kortene tæt ind til kroppen og afslører ikke deres politiske ståsted, mens andre er helt åbne omkring deres politiske præferencer og hellere end gerne deler ud af deres holdninger og synspunkter og forsøger at hive fans med over i den røde eller blå jolle.

Den 29-årige skuespiller Johannes Nymark har haft svært ved at finde ud af, hvor han skal sætte sin stemme. Men nu har han bestemt sig for at sætte krydset længere mod venstre, end han gjorde ved sidste folketingsvalg.

- Jeg stemte Radikale Venstre sidste gang, men nu tror jeg, at jeg ender med at stemme på Socialdemokratiet, siger han til Ekstra Bladet

Hvordan kan det være?

- Egentlig er jeg meget enig med Radikale Venstre, men jeg er ikke så stor fan af Morten Østergaad. Og nu har de lige meldt ud, at de vil pille ved boligskatten, og det er jeg slet ikke enig i. Jeg synes det var et ret specielt tidspunkt at komme med den udmelding på, og det rykkede altså ved et eller andet i mig.

- Jeg har længe været ret glad for Helle Thorning, og da jeg så hendes svar til det med boligskatten gjorde det, at jeg ender med at stemme på Socialdemokratiet.

Hvad synes du er valgets vigtigste tema?

- Integration er et enormt vigtigt tema. Jeg synes, vi har et stort integrationsproblem herhjemme, og det er ikke kun indvandrernes skyld. Vi har et ansvar for at hjælpe folk væk fra lande, som har store problemer, og som man ikke kan være i. Selvfølgelig har de en forpligtelse til at tilpasse sig samfundet, men vi har jo et kæmpestort ansvar for at få det til at køre og få dem, der kommer herop, til at føle sig godt tilpas og få lyst til at blive en del af vores samfund.

- Derudover er økonomi også en vigtig ting. Det er selvfølgelig noget alle partier og begge blokke har som vigtige sager, men bare på forskellige præmisser. Og der er jeg så bare mest enig med rød blok og Socialdemokratiet.

Ekstra Bladets flash!-redaktion er på Facebook. Klik HER, tryk 'like' og følg med i de seneste nyheder om kendte, kongelige, musik, tv og film.

Mest læste i flash!