De Unge Mødre-deltager trækker sig efter brøler på hospital: Det kan jeg ikke leve med

22-årige Michelle Ellekær har besluttet sig for at stoppe efter to sæsoner, efter at hendes cpr-nummer blev vist flere gange under skanning på hospital

Michelle Ellekær var i juli til skanning på hospitalet, mens et afsnit til Kanal 4-programmet De Unge Mødre blev optaget. Undervejs blev hendes cpr-nummer filmet på sygeplejerskens skærm. Foto: Discovery Networks Danmark
Michelle Ellekær var i juli til skanning på hospitalet, mens et afsnit til Kanal 4-programmet De Unge Mødre blev optaget. Undervejs blev hendes cpr-nummer filmet på sygeplejerskens skærm. Foto: Discovery Networks Danmark

22-årige Michelle Ellekær har besluttet sig for at stoppe i De Unge Mødre.

Det fortæller hun til Ekstra Bladet.

Årsagen er, at hendes cpr-nummer forleden blev vist fire gange i et afsnit af programmet, der var blevet lagt på streamingtjenesten Dplay.

- Det kan godt være, at der er tale om en fejl. Og jeg kan også godt forstå, at man kan komme til at lave fejl. Men det er bare en fejl, jeg ikke kan leve med. Derfor har jeg også besluttet mig for, at jeg ikke vil være med længere, siger Michelle Ellekær til Ekstra Bladet.

Michelle Ellekær, der er mor til Elliot, og som venter en søn igen sidst på året, nåede at være med i to sæsoner af programmet.

Venner sendte sms'er
Michelle Ellekær fortæller til Ekstra Bladet, at hun opdagede, at noget var galt, da hun begyndte at få sms'er, efter at det kommende afsnit af De Unge Mødre var blevet lagt på Kanal 4 og Kanal 5's streamingtjeneste Dplay.

Det var venner og bekendte, som fortalte, at de havde set hendes cpr-nummer flere gange.

I programmet er Michelle Ellekær til skanning på hospitalet for at få kønsbestemt sit kommende barn. Kameraet optager flere gange den skærm, som skannings-sygeplejersken sidder ved. Og det er på den skærm, at man ifølge Michelle Ellekær tydeligt kan se hendes cpr-nummer fire-fem gange.

- Jeg har fået sendt sms'er med billeder af optagelsen, hvor man tydeligt kan se det, forklarer Michelle Ellekær.

Efterfølgende har hun henvendt sig til Kanal 4.

- Men der gik 24 timer fra min henvendelse, før afsnittet blev taget ned, forklarer Michelle Ellekær.

Intern undersøgelse
Siden er cpr-nummeret ifølge Michelle Ellekær blevet sløret på optagelserne. Og programmet er lagt på Dplay igen.

Kommunikationschef i Discovery Networks Danmark, Casper Felt, fortæller til Ekstra Bladet, at man nu har sat en intern undersøgelse i gang for at få klarlagt, hvad der er sket.

- Vi kan desværre ikke kommentere den konkrete sag lige nu, fordi vi er i gang med at klarlægge, hvad der er sket og hvordan, siger Casper Felt til Ekstra Bladet.

Michelle Ellekær fortæller, at der allerede er optaget to programmer til den kommende sæson af De Unge Mødre.

- Jeg vil nu forsøge at få dem til at trække de to programmer tilbage, siger Michelle Ellekær.

Til Ekstra Bladet fortæller hun, at hun i øvrigt indtil videre har haft en ukompliceret graviditet, og at hun har det godt.

Det er blot nogle dage siden, at det populære DR-program 'Gift ved første blik' var ramt af en lignende skandale. Du kan læse om den her.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere