'Den bedste nogensinde': Sådan vil hun vinde 'Vild med dans'

Mads Vad og Molly Egelind vil danse deres fødder til blods for at sikre sejren i Horsens næste fredag

Molly Egelind har fået de højeste karakterer programmet igennem og vinder ifølge bookmakerne på fredag. Foto: Mogens Flindt
Molly Egelind har fået de højeste karakterer programmet igennem og vinder ifølge bookmakerne på fredag. Foto: Mogens Flindt

Molly Egelind og hendes dansepartner, Mads Vad, er meget tæt på at kunne kalde sig vindere af 'Vild med dans'.

Noget tyder også på, at de har tænkt sig at gå helhjertet til værks for at få sejren i hus, efter de gik videre til finalen fredag.

Se også: Dommer afslører sin 'Vild med dans'-darling inden afgørelsen

- Vi kommer med alt, vi har, og når Claes (trommeslager i husorkesteret, red.) har sagt tre-fire og musikken begynder, så bløder vores fødder.

- Jeg tror, at vi vil gøre det, vi har gjort hver eneste uge - arbejde så hårdt som vi overhovedet kan og være Molly og Mads, for vi kan ikke rigtige finde ud af andet, siger Mads Vad.

Den bedste
I fredagens semifinale fik Molly Egelind et fornemt kompliment med på vejen.

Jens Werner kaldte hende den hidtil bedste kvindelige nydanser i 'Vild med dans'.

Molly Egelind tør ikke sige, om det vil forbedre hendes chancer i finalen, at dommeren blåstempler hende i sådan grad.

Se også: Snublede i semifinalen: Ude af 'Vild med dans'

- Det ved jeg ikke. Det gør jeg mig ikke så mange tanker omkring.

- Jeg er helt vildt glad for de søde beskeder, som folk sender til os, og for den støtte, vi får.

- Jeg tænker egentlig ikke så meget over det der med, hvordan spillet hænger sammen, fordi det eneste, Mads og jeg kan gøre, er vores bedste, siger Molly Egelind.

Starter fra nul
Mads Vad afviser, at Jens Werners kompliment skulle være en fordel for dem i finalen.

- Nej, jeg tror, at vi alle sammen starter på nul hver eneste fredag.

- Jeg kender Jens og har kendt ham i mange år, og jeg ved, at han kan dømme dig godt den ene dag og meget dårligt den næste, så man skal gøre sig fortjent til hans ord, siger Mads Vad.