Der var hvidvin i Tove Ditlevsens årer

Elisa Kragerup har boret sig ned i Tove Ditlevsens tekster og iscenesat ’Tove! Tove! Tove!’ på Det Kongelige Teater

Elisa Kragerup har boret sig ned i Tove Ditlevsens tekster og iscenesat ’Tove! Tove! Tove!’ på Det Kongelige Teater. Foto: Miriam Dalsgaard
Elisa Kragerup har boret sig ned i Tove Ditlevsens tekster og iscenesat ’Tove! Tove! Tove!’ på Det Kongelige Teater. Foto: Miriam Dalsgaard

’Vi havde syv lykkelige år sammen’, skrev Tove Ditlevsen om sit 22 år lange ægteskab med Ekstra Bladets legendariske chefredaktør Victor Andreasen, og det var vel ikke overvældende.

Tove Ditlevsen var ærlig om sig selv i sine skriverier - ikke bare selvudstillende, mener Elisa Kragerup. Foto: Erik Petersen
Tove Ditlevsen var ærlig om sig selv i sine skriverier - ikke bare selvudstillende, mener Elisa Kragerup. Foto: Erik Petersen
 

I det hele taget var der meget i det ægteskab, som fik kaos-ægteskabet i ’Hvem er bange for Virginia Wolf?’ til at ligne en søndags-skoleudflugt. Elizabeth Taylor og Richard Burton var vand ved siden af. Det var naturligvis ikke holdbart i længden, og måske tænkte Ditlevsen på sit gamle mantra fra barndommens gade: ’Man må enten skide eller stå af tønden’, da hun i 1976 begik selvmord.

Victor Andreasen
- Da vi i Sort Samvittighed lavede forestillingen ’Hvid Magi’ med Anne Linnets tekster, blev jeg bidt af hendes Tove Ditlevsen-sange ’Barndommens Gade’ og ’De evige tre’, og da jeg så gik i gang med at nærlæse Ditlevsens forfatterskab, som er meget omfattende, blev jeg virkelig ramt. Hele 37 titler har hun udgivet, og de er hver for sig fantastiske. Men selvfølgelig er det især romanen ’Vilhelms Værelse’, der betyder noget for Ekstra Bladet og læserne, fordi den handler om Victor og Toves ægteskab, siger Elisa Kragerup.

Victor Andreasen blev beskrevet i Tove Ditlevsens bog, 'Vilhelms Værelse', og det knuste ham. Foto: Busser
Victor Andreasen blev beskrevet i Tove Ditlevsens bog, 'Vilhelms Værelse', og det knuste ham. Foto: Busser
 

Romanen slog fuldstændig benene væk under chefredaktøren, som følte sig ydmyget offentligt og i øvrigt bedyrede, at dele af bogen er fiktion. Folk læste den som sandhed – selv om Tove Ditlevsen selv sagde: ’Man må lyve af og til for at få sandheden’.

Ville såre
- Når man læser Toves ting, ser man, at hun kører med åbne øjne mod afgrunden. Victor forsøgte at afvænne hende både fra alkoholen og pillerne, og han blev afsindig rasende, da det gik op for ham, at hun efter en tørlagt periode igen var faldet i og fik læger til at udskrive medicin til sig.

I desperation kørte han rundt til de forskellige læger og truede dem for at få dem til at holde op med at udskrive recepter.

- Det har været meget barskt for alle parter - også for børnene. Men Tove kunne være så charmerende og forførende - selv når hun valgte ’at leve livet stærkt’, så alle måtte bare tilgive hende. Og selv om Victor Andreasen ikke direkte optræder i forestillingen, så gør kærligheden og familielivet. Og alt det, der sårede. F.eks. også den kontaktannonce, som Tove af alle steder valgte at indrykke i Politiken, da hun havde forladt Victor. Den skulle gøre maksimalt skade, så naturligvis måtte det blive Politiken – hvor alle så den.

Krigen mellem de to var åbenlys. Men Toves selvmordsbrev, der citeres fra i ’Tove! Tove! Tove!’, viser, at det trods alt er Victor Andreasen, der er hendes livs kærlighed.

Det forhold er en nærmest legendarisk kærlighedshistorie, hvor Tove også har beskrevet deres første nat sammen. Det stormfulde begynder med, at Tove bedende siger: ’Gå aldrig fra mig’. Og sidenhen tænker: ’Det var sgu da noget underligt noget at sige til en mand, man lige har mødt’.

Så ærligt
- Det stærke ved Ditlevsens tekster er, at hun så ærligt fortæller om alt det, hun gerne vil, men ikke evner. Hun er så frygtelig splittet. Eller som hun selv siger: ’Født som kvinde med en mands ambitioner’. Hendes far slog fast, at kvinder ikke kan være forfattere - underforstået at de skal passe mand og børn.

Men Tove ville det hele, og hun kæmpede med mor-rollen, men vidste godt, at hun svigtede - at hun igen havde glemt at købe den skide adventskrans eller noget andet. Historien viser dog også, at hun så på andre tidspunkter kunne lave sjov og arrangere skattejagter for alle ungerne. Så hun ville både det satte søndags-borgerlige og det vilde forfatterliv. Hun kan få folk til at se, at det er o.k. at være helt lykkelig, når man sidder alene med sin skrivemaskine.

Elisa Kragerup peger på de perfekte mennesker på Facebook, der når alt. De er smukke, dyrker sport, føder børn, aktiverer dem, gør karriere, dyrker vennerne og meget mere.

- Når Tove sidder i en bagskid i morgenkåbe og ligner lort en tidlig morgen og ser ud over søerne, slås det fast, at man kan ikke det hele. Så ender man i konflikter. Og det er faktisk helt i orden ikke at kunne det hele. Tove er et ’både og’-menneske, og dem er der mange af - om end ikke i så ekstrem grad.

De fem 'Tover' aka Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed med Tove Ditlevsen-forestillingen 'Tove Tove Tove' i Skuespilhuset. Foto: Finn Frandsen
De fem 'Tover' aka Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed med Tove Ditlevsen-forestillingen 'Tove Tove Tove' i Skuespilhuset. Foto: Finn Frandsen
 

I breve til Victor skriver hun bl.a.: ’Der er hvidvin i mine årer’ og ’i øvrigt er jeg ved at skide mig ihjel’. Det er sikkert væsentlige informationer i kærlighedsbreve og siger alt om den hudløse ærlighed, hun brugte både i breve og offentligt. Toves udgave af autofiktion udleverer privatlivet stærkt og udstiller problemer, som alle - ikke kun datidens - kvinder og mænd kan forstå.

- Det fremgår også af forestillingen, at hun ikke anses for at være en fin forfatter. Hun er ikke en Rifbjerg. Hun skriver for at leve - også i brevkasser på Familie Journalen og i kronikker alverdens steder. Men folk elsker hende for det, for de kan genkende det, hun skriver om. Og når hun beskriver sit mindreværd med ’jeg føler, at alle kan lugte, at jeg kommer fra fattigdom’, så ved de fleste, hvordan hun må have følt.

I forestillingen på Det Kongelige Teater er der fem ’Tover’, som hver især repræsenterer en facet af den imponerende kvinde.

En nørd med signaturhår
- Jeg arbejder altid. Faktisk er jeg nok lidt af en nørd, for jeg får aldrig rigtig tid til sport eller andet, som ikke lige har med teater at gøre, griner Elisa Kragerup.

Elisa Kragerup indrømmer, at næsten alt, hvad hun foretager sig, handler om teater. Foto: Miriam Dalsgaard
Elisa Kragerup indrømmer, at næsten alt, hvad hun foretager sig, handler om teater. Foto: Miriam Dalsgaard
 

Selv sin kæreste har hun mødt på et teater.

- Det var til en Bergman-festival i Sverige, hvor jeg fik øje på en smuk tysk kvinde med brune øjne. Hun hedder Xenia og er skuespiller, og vi har været kærester siden. I august sidste år flyttede hun til Danmark, og allerede nu taler hun flydende dansk og har fået job i et skuespil-ensemble i Odense. Elisa Kragerup smiler og tilføjer:

- Xenias evne til at lære dansk lægger jo et vist pres på mig, så jeg må se at lære tysk lige så perfekt.

Den 35-årige instruktør blev budt op til dans, allerede inden hun var færdig på Statens Teaterskole, og hun har ikke været af gulvet siden.

Det var i 2010, og året efter vandt hun ikke færre end tre Reumert-priser, og igen i 2012 fik hun en.

I dag er hun voldsomt efterspurgt - ikke kun med sit kollektiv Sort Samvittighed, men også som almen instruktør. Der er store ting på tegnebrættet på Det Kongelige Teater, og der er allerede kontrakter med Stadsteatret i Stockholm og Nationalteatret i Oslo.

Den unge instruktør er nem at kende på sit Kleopatra-hår. Det klæder hende, og hun indrømmer da også, at der nok er lidt signatur over valget af frisure.

- Jeg tænkte, at det var nemmere for mig at vedligeholde en markant frisure end at købe dyrt designertøj for at være med på beatet. Håret er en meget mere overskuelig investering, og heldigvis gør mine øvrige farver, at jeg kan slippe af sted med at farve mig knitrende sorthåret, griner hun.

 

 

 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere