Derfor frygtede Kim Larsen pressen

Forfatteren til en aktuel Kim Larsen-biografi er ikke i tvivl om, hvorfor sangeren stoppede med at tage telefonen, når journalisterne ringede

Kim Larsen gad til sidst ikke pressen, men danskerne vil altid gide Kim Larsen. Se med fra mindeoptog i Danmarks tre største byer.

Gennem de seneste mange, mange år var det nemmere at få Kim Larsen til at bytte smøgerne ud med broccoli end at få ham til at stille op til et interview med en avis eller et ugeblad.

Derfor var det også et scoop af dimensioner, da forfatter Jens Andersen, der tidligere blandt andet har skrevet kronprins Frederiks biografi, fik uhindret adgang til nationalskjalden med henblik på at få Larsens livshistorie omsat til litteratur.

At Kim Larsen igennem mange år ikke var på talefod med dagspressen og ugebladene, har en naturlig forklaring, mener Jens Andersen.

- Han havde vist nogle journalisters fortrolighed, men havde så efterfølgende opdaget, at den fortrolighed og de aftaler var blevet svigtet på tryk. Jeg tror, han havde oplevet det så mange gange - ikke mindst i forbindelse med sine ægteskaber og skilsmisser - at han lukkede konsekvent af for den private Larsen, siger Jens Andersen til Ekstra Bladet.

- Han havde en næsten overdrevet frygt for pressen, men den havde jo rødder i nogle  episoder, hvor han reelt har følt sig svigtet.

Jens Andersen og Kim Larsen i en pause under arbejdet med at forevige Larsens livshistorie. Privatfoto
Jens Andersen og Kim Larsen i en pause under arbejdet med at forevige Larsens livshistorie. Privatfoto

Samtalerne mellem Kim Larsen og Jens Andersen blev ført i Kim Larsens køkken i privaten i Odense, mens der blev drukket store mængder kaffe og pulset talrige smøger. Foto: Carsten Andersen Danske kendte - 30. nov. 2018 - kl. 08:47 Kim Larsen døde midt under sit sidste store projekt

USA-fiasko
En af de episoder, hvor Larsen bestemt ikke var tilfreds med pressen, var i forbindelse med skriverierne i kølvandet på hans forgæves forsøg på at slå igennem i USA.

- Der sker noget i forbindelse med hans mislykkede USA-tur, hvor han jo er ærlig nok til at indrømme, at det havde været en kunstnerisk fiasko, men at han menneskeligt set ikke ville have været det foruden. Der fokuserede pressen rigtig meget på fiaskoen, og jantelovs-mekanismerne blev virkelig sluppet løs. Det gjorde, at han fandme ikke gad mere, siger Jens Andersen, der ikke nåede at tale med Kim Larsen om Gasolin'-tiden og USA-eventyret, da de havde grebet projektet strengt kronologisk an og derfor kun nåede til begivenhederne omkring Gasolin's dannelse, før Kim Larsen døde.

- Det var ikke noget, vi talte om. Men jeg er sikker på, at han havde haft nogle oplevelser med pressen, som kendte mennesker jo ofte har, som gjorde ham både skuffet og ærgerlig og havde givet ham følelsen af at være blevet røvrendt, siger Jens Andersen.

 

Kontrol-menneske
Kim Larsens ønske om at have kontrol over sin egen fortælling medførte, at han ikke ønskede andre stemmer i sin biografi end sin egen.

- Han tog et ejerskab over det og krævede blandt andet, at der ikke skulle være andre stemmer i bogen end hans egen. Han gad ikke have, at andre skulle kommentere hans person, siger Jens Andersen og tilføjer, at selv om to af hans mest berømte interview-personer - kronprins Frederik og Kim Larsen - tydeligvis er vidt forskellige, har de mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro.

- Det har jo været en totalt syret overgang fra kronprins Frederik til Kim Larsen. To af Danmarks mest eksklusive og attraktive mænd og historier at fortælle. Meget forskellige, men alligevel med nogle samlende rødder i noget rock og noget rul. De var begge fortællere, der havde oplevet en masse, de gerne ville ud med, siger Jens Andersen.

Præcis hvorfor det var Jens, der vandt kampen om den eftertragtede historie, ved han ikke.

- Jeg kunne godt have spurgt ham, hvorfor han sagde ja netop nu, når han altid har sagt nej, men det talte vi ikke om, siger Jens Andersen.

Bogen om Kim Larsen, der på grund af Kim Larsens pludselige dødsfald fik den nødvendige tilføjelse 'Mine unge år', er trykt i et rekordstort oplag på 100.000 eksemplarer. Moppedrengen på 328 sider kan købes fra på tirsdag. Den kommer til at koste 350 kr.

24. oktober 1985 skrev Kim Larsen historie. For første gang præsenterede Ekstra Bladet en mand som dagens Side 9-pige, og 'pigen' var såmænd Kim Larsen. Larsen cyklede efterfølgende ind på redaktionen for at få sit honorar på 500 kr.
24. oktober 1985 skrev Kim Larsen historie. For første gang præsenterede Ekstra Bladet en mand som dagens Side 9-pige, og 'pigen' var såmænd Kim Larsen. Larsen cyklede efterfølgende ind på redaktionen for at få sit honorar på 500 kr.
 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere