Derfor stemmer Ole Kibsgaard på ....

Den gamle Shu-bi-dua-guitarist gider ikke de asociale borgerlige

Politikerne må til at holde ord, mener Ole Kibsgaard. Foto: Morten Jespersen
Politikerne må til at holde ord, mener Ole Kibsgaard. Foto: Morten Jespersen

Musikeren og  børne-tv-værten Ole Kibsgaard er gået grundigt til værks denne gang for at finde ud af, hvem han skulle stemme på.

Faktisk har han taget flere test på internettet, så han kunne se, hvor han havde de fleste sammenfaldende holdninger, og her viste det sig ganske overraskende, at han var mest enig med Alternativet.

- Så jeg stemmer på Uffe Elbæk og hans parti denne gang. Jeg fandt ud af, at her har jeg det bedst.

- Hvad stemte du tidligere?

- Jeg har stemt både radikalt og socialdemokratisk. Ved seneste valg stemte jeg på Thornings parti - ikke fordi jeg har specielt varme følelser for Socialdemokratiet, men fordi jeg ville holde de borgerlige fra fadet. Af to onder valgte jeg det mindste.

- Hvad bør være valgets vigtigste tema?

- At politikerne tager sig sammen og efter valget holder det, de lovede før valget. Om det handler om dagpenge, grønne tiltag eller privatisering kontra offentlig sektor, så ville de klæde dem, at holde ord. Og jeg må sige, at hvis de vil have lidt street credit tilbage, så må de virkelig prøve denne gang.

- Hvem tror du vinder valget?

- Jeg håber virkelig, at rød blok vinder valget. jeg gider simpelthen ikke de asociale borgerlige.