Derfor stemmer Regner Grasten på...

Den kendte filmproducent med bl.a. 'Anja og Viktor'-filmene på hylden vil have det sociale og loyale samfund tilbage

Regner Grasten vil have det ordentlige samfund tilbage. Foto: Polfoto
Regner Grasten vil have det ordentlige samfund tilbage. Foto: Polfoto

Regner Grasten er typen, der satser hus og hjem hver gang, han tror på et filmprojekt. Det er gået fantastisk med film som 'Anja og Viktor' og 'Min søsters børn' i familiegenren - og for publikumsuccessen' Hvidsten gruppen'. Mens det så noget mere sort ud med filmen om hesten 'Tarok'.

Af samme grund kunne man måske tro, at manden er liberal, men det er han så langt fra.

- Jeg har besluttet mig for at stemme på Alternativet. Bare det, at partiet beder os overveje, hvad det er for en verden, vi efterlader til vores børnebørn, er et stort plus. De kræver mere økologi, bedre miljø, mindre stress og bedre forhold til familien - kort sagt et ordentligt socialt og loyalt samfund. Det kan jeg lide.

- Hvad stemte du på før?

- Åh jeg har været vidt omkring i det politiske landskab. Både SF, Socialdemokratiet og de radikale har fået min stemme før. Og hvis ikke Alternativet var dukket op, ville jeg til dette valg have stemt på Enhedslisten.

- Hvad bør være valgets vigtigste tema?

-  Socialt er samfundet på afveje, for alt handler om penge. Derfor bør familie, miljø og et samfund, vi kan holde ud at leve i, være det vigtigste i valgkampen. Så skal økonomien nok komme senere.

- Hvem tror du vinder valget?

- Det tror og håber jeg da, at den røde blok gør. Og så må de gerne genudnævne det nuværende kulturudvalg, for det er dygtige folk.

Ekstra Bladets flash!-redaktion er på Facebook. Klik HER, tryk 'like' og følg med i de seneste nyheder om kendte, kongelige, musik, tv og film.