Derfor stopper Morten Resen på 'Go' Morgen Danmark'

Efter ni år trænger den populære vært til en pause, skriver han på sin Facebook-profil

Morten Resen trækker stikket til vækkeuret og vil bruge mere tid på sin familie.

Morten Resen trænger til at sove længe! I ni år har hans vækkeur ringet, mens vi andre har sovet vores skønhedssøvn, så han kunne møde velforberedt i ’Go’ Morgen Danmark’-studiet morgen efter morgen.

Men det er slut nu – i hvert fald i en periode. Det skriver han Facebook.

'Jeg vil blot lige pippe, at jeg har taget den sværeste beslutning i mit arbejdsliv: At holde en lang pause fra Go’ morgen Danmark. Jeg har lavet programmet i snart ni år, og det er klart de sjoveste ni år i mit liv - men også de hårdeste. Indtil nu har mit familieliv været indrettet efter mig og mit arbejde, og nu synes jeg, at det skal være omvendt. Derfor har jeg brug for at trække stikket i en periode for at bruge noget mere tid sammen med min familie, kramme mine børn ekstra meget og være uden et vækkeur, der ringer 02.59.'

Morten Resens plads i studiet bliver overtaget af Michael Robak, afslører Resen, der endnu ikke ved præcis, hvad han selv skal lave - ud over at få mere tid sammen med sin familie.

'Glæd jer til at møde Michael Robak, der bliver den nye vært på Go’ morgen Danmark. Han er en sindssygt dygtig journalist og skal nu arbejde sammen med verden bedste kollegaer. Ikke mindst fuldkommen fantastiske Louise Wolff. Hvilket jeg allerede er en lille smule misundelig over…

Og så skal jeg ellers finde ud af, hvad jeg skal bruge det næste lange stykke tid på. Det finder jeg ud af. Og indtil da, så kommer jeg nok lidt oftere forbi hos venner og familie lige omkring spisestid. Særligt sidst på måneden. Eller først på måneden. Fordi det fra 5. februar hele tiden vil være sidst på måneden… Gisp!'