Derfor var Thomas Helmig ikke med i 'Fællessang'

Thomas Helmigs store hit 'Det er mig der står herude og banker på' blev i går sunget af Rasmus Bjerg

Thomas Helmig har slet ikke fulgt med i 'Fællessang - hver for sig' på DR. Foto: Per Lange
Thomas Helmig har slet ikke fulgt med i 'Fællessang - hver for sig' på DR. Foto: Per Lange

I fredagens udgave af DR-successen 'Fællessang - hver for sig' blev 'Det er mig der står herude og banker på' sunget af skuespiller og sanger Rasmus Bjerg.

Efterfølgende har flere nysgerrige seere kommenteret indslaget og undret sig over, hvorfor det var Rasmus Bjerg og ikke Thomas Helmig selv, der var direkte igennem i den bedste sendetid.

Blandt andet skriver en bruger på Instagram ved navn Hanne:

'Sad og ventede på den helt frække at Thomas Helmig kom ind fra siden og sang med, det havde været stort, men jo nok ikke realistisk'.

Da Ekstra Bladet lørdag fanger Thomas Helmig over telefonen, viser forklaringen sig at være ganske enkel.

Helmig er nemlig hverken i Malaga eller travlt optaget i øvelokalet. Han er bare slet ikke blevet spurgt.

- Jeg så det ikke. Jeg har faktisk slet ikke hørt om det, så det ved jeg ikke noget som helst om.

Det er da fedt
Har du set 'Fællessang'-programmerne om fredagen?

- Nej, det har jeg faktisk ikke.

Hvad synes du om, at din sang var med og blev sunget af Rasmus Bjerg.

- Det er da fedt, men jeg er altså ikke blevet bedt om at synge den der i går.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DR.

Fredagens 'Fællessang - hver for sig' var det foreløbigt sidste program i rækken.

DR har dog bebudet, at de vil genoptage det populære koncept ved oplagte begivenheder - eksempelvis Sankt Hans.