Designer Lennart Raaholt er død - 71 år

Lennart Raaholt efterlader sin partner, indretningsarkitekt Finn Bay Jørgensen

Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen

Designer, illustrator og skribent Lennart Raaholt er død. Han blev 71 år gammel.

Det fremgår af dødsannoncer i Politiken og Berlingske samt en nekrolog i sidstnævnte avis.

Lennart Raaholt er ifølge Altinget død af kvæstelser ved en faldulykke fra trappen i huset i Kongens Lyngby.

Lennart Raaholt, der var født i Ringe på Fyn, var en kendt, dansk modedesigner og -skribent med internationalt virke.

Han blev elev en populær designvirksomhed i Strib ved Lillebæltsbroen, hvor han blev så grebet af faget, at han fortsatte til Kunsthåndværkerskolens modelinje.

Han gjorde dog aldrig uddannelsen færdig, men sprang fra efter et par år.

I stedet blev det til en lang række opgaver for virksomheder både herhjemme og i udlandet.

Talentet for at designe jeans og streetwear førte ham blandt andet til verdens største jeansproducent Levi Strauss med afdelinger i San Francisco, New York og Bruxelles.

Siden fulgte tekstilserier for Ikea, Nordisk Fjer, Nordisk Tekstiltryk og gulvtæpper for Ege. Og ikke mindst en nitteprydet T-shirt, som blandt andre skuespillerinden Elizabeth Taylor var fan af. Dertil jakkesæt til DR's underholdningsvært Otto Leisner.

Sideløbende med sin produktion har Lennart Raaholt været optaget af at holde foredrag og forelæsninger, ligesom har han skrevet en lang række klummer og artikler.

Fra 1988 til 1996 var han skribent og illustrator på Jyllands-Posten. Nogle år senere blev han tilknyttet Weekendavisen.

Lennart Raaholt efterlader sin partner gennem mere end 40 år, indretningsarkitekt Finn Bay Jørgensen.

Skærm

Mest læste i flash!