Designer om Jim: 'Det største talent jeg har mødt'

Jim Lyngvild blev uddannet designer fra Fashion Design Akademiet i København i 2002. Til den afsluttende eksamen fik han 13

Foto: Tim Kildenborg Jensen
Foto: Tim Kildenborg Jensen

Jim Lyngvild har påbegyndt mange uddannelser, men kun fuldført én. I 2000 kom han ind på Fashion Design Akademiet i København og sluttede af to år senere med et 13-tal til sin afgangseksamen.

Censoren var den danske designer Liv Utzon, og hun har aldrig før været så sikker på et 13-tal. De fleste andre havde lavet en klassisk opstilling med fire giner og så deres designs, men den 24-årige Jim Lyngvild viste allerede dengang, at hans vej ikke var den slagne. Ud over sine designs havde han beklædt hele rummet med kæmpe malerier samt lavet mad og arrangeret dufte og musik.

Det største talent
Alt sammen noget, der overbeviste censoren om, at her var en designer med en stilsikker og original stemme og en ’alt eller intet’ -tilgang til faget.

Men det var på ingen måde en selvsikker Jim Lyngvild, hun mødte ude på gangen lige inden eksamen.

- Han var helt oppe at køre. Han tudbrølede og kom hen til mig: ’Ingen forstår mig. Alle hader mig'. Jeg kunne sagtens mærke, at de var imod ham, lærerne, men jeg kæmpede for ham og insisterede på, at han skulle have 13. Det var det nemmeste 13-tal at give, fordi han var ekstraordinær og fantastisk. Han er uden tvivl det største designtalent, jeg har mødt som censor, siger Liv Utzon, der har fulgt Jims karriere på sidelinjen siden da med lige dele begejstring og frustration.

Går hele vejen
- Helt grundlæggende handler design om personlighed. Der skal være en klar dna. En forståelse for design og formgivning. Det er der, hvor man skiller fårene fra bukkene. Du skal kunne lave forskellige universer, men samtidig have en dna, der er genkendelig. Det er det, Jim kan. Han kan noget med at være fuldstændig gennemført som designer, hvor vi andre måske kunne lære noget. Vi er måske lidt for pæne. Jim går hele vejen, siger Liv Utzon.

Læs også om Jim Lyngvilds meget tidlige sexdebut:

Og få et unikt indblik i, hvordan Jim Lyngvild skaber million-brands:

Jim Lyngvild skilte sig ud fra de andre, da han gik på Fashion Design Akademiet, og det gør han stadig. Han er ikke et fast navn, når der bliver afholdt modeshows, ligesom han heller ikke får meget spalteplads i modemagasiner som Cover og Euroman. Visse stemmer mener endda, at han slet ikke hører til i modebranchen.

- Jim Lyngvild er et komisk indslag i modebranchen, lidt ligesom ham der Djævlen i det der Tour de France. Han har jo heller ikke noget med cykelsport at gøre. Alligevel møder han op hvert år iklædt et eller andet fjollet djævle-kostume, sagde mode-direktøren Jesper Thomsen fra Unique Models til Se og Hør i 2011.

- Han er tilbage ved det talent, som var udgangspunktet. Og det gør mig glad. Der kommer den magi, som han har. Der er underfundighed og poesi. Han er sindssygt poetisk. Han er en historiefortæller. Jeg elsker, når han tør at være sårbar. Så bliver det helt eventyr-agtigt, siger Liv Utzon. Foto: Privat
- Han er tilbage ved det talent, som var udgangspunktet. Og det gør mig glad. Der kommer den magi, som han har. Der er underfundighed og poesi. Han er sindssygt poetisk. Han er en historiefortæller. Jeg elsker, når han tør at være sårbar. Så bliver det helt eventyr-agtigt, siger Liv Utzon. Foto: Privat
 

Ifølge Liv Utzon handler det også om, at der ikke er plads til en med Jims kantede karakter og store armbevægelser i jantelovens hjemland. Hun mener, han fortjener mere anerkendelse, end han får fra den danske modebranche. Hun ses ikke privat med Jim Lyngvild, men har en særlig plads til ham i sit hjerte, men nogle gange bliver Jims ’designmor’, som Liv Utzon kalder sig selv, vred over, at Jim Lyngvild laver så mange forskellige ting ud over design.

- Jeg har aldrig set en, der er født med et talent som ham, og så spilder han det på alt det der ’kendtheds-pis’. Hvorfor er det så vigtigt for ham at være kendt for at være rebel og provokatør, når han rent faktisk kan noget, ingen andre kan?

- Han er en diva og en dronning. Det har danskere det lidt svært med. Der har vi janteloven. Men jeg elsker det, siger Liv Utzon. Foto: Privat
- Han er en diva og en dronning. Det har danskere det lidt svært med. Der har vi janteloven. Men jeg elsker det, siger Liv Utzon. Foto: Privat
 

Designer kjoler til ministre
Jim Lyngvild har lige nu udstillingen Fur, Feather & Fairy Tales på museet Naturama i Svendborg, hvor han har skabt en kollektion af kjoler med dyretemaer. ’Jim Lyngvild formår med denne kollektion at bevise, hvor imponerende dygtig han er som designer’, skrev mode-ekspert Bill Holmberg i sin anmeldelse, og Liv Utzon er enig:

- For mig blev han med den udstilling voksen. Jeg følte, at han var kommet hjem. Han er blevet så misforstået og kæmper så meget for at få anerkendelse. Det skal han ikke. Han er noget. Med den udstilling her er han noget. Nu føler jeg, at 'designmor’ kan give slip.

For Jim åbnede kjolernes verden sig, da han var barn og gik på fritidshjemmet Stensmosen, hvor han mødte Birthe, som han kalder sin reservebedstemor.

- Hun er en meget dygtig designer og har syet for kongehuset, da hun var ung. Hun lærte mig håndværket, siger Jim Lyngvild, der tegner, mens vi taler. Det er udkastet til en af de kjoler, han designer for danske ministre til det franske statsbesøg i august, hvor præsident Emmanuel Macron kommer til Danmark.

- Det gav mig et løft rent kreativt, at jeg havde en fe-gudmor, der kunne alt kreativt. Havde jeg ikke haft min mor, min far og min bedstemor, så havde jeg ikke været det her meget mærkelige eller sammensatte menneske, som jeg er. Birthe og jeg holder stadig sammen i tykt og tyndt. Hun er 86 år i dag. Hun er en fantastisk kvinde.

- Jeg håber, han bliver ved med at være tro mod sig selv, for han er satme talentfuld. Han er unik, siger Liv Utzon. Foto: Privat
- Jeg håber, han bliver ved med at være tro mod sig selv, for han er satme talentfuld. Han er unik, siger Liv Utzon. Foto: Privat