- Det var væmmeligt

Line Kruse har flere gange oplevet mobning på egen krop

Skuespiller Line Kruse har mærket mobning på sin egen krop, da hun var barn. Foto: Philip Davali
Skuespiller Line Kruse har mærket mobning på sin egen krop, da hun var barn. Foto: Philip Davali

Den 44-årige skuespiller Line Kruse er af mange kendt for sin rolle som storesøster Stine i de ikoniske film om 'Krumme'.

Allerede som 12-årig fik hun dog sit gennembrud, da hun landede sin første hovedrolle i filmen 'Skyggen af Emma'.

Den tidlige berømmelse har dog haft sin pris for skuespilleren, der som barn kæmpede med mobning, som ifølge Kruse selv opstod, i takt med at hun blev et kendt ansigt.

Se også: TV2 i kovending: - Mega ærgerligt!

Det fortalte hun, da Ekstra Bladet mødte hende til premieren på filmen 'Undtagelsen', som handler om voksenmobning på arbejdspladsen og blandt andre har Sidse Babett Knudsen i en af hovedrollerne.

- Jeg har oplevet mobning i mit børneliv. Jeg endte med at skifte klasse på grund af mobning. Men heldigvis ikke i mit voksenliv, sagde Line Kruse til den fremmødte presse.

Line Kruse er især kendt for sin rolle som Stine i 'Krumme'-filmene. Foto: Mogens Flindt
Line Kruse er især kendt for sin rolle som Stine i 'Krumme'-filmene. Foto: Mogens Flindt
 

Ifølge Line Kruse var mobningen direkte relateret til, at hun begyndte at få succes som skuespiller.

- Da jeg fik min første filmrolle i 'Skyggen af Emma', var det så spændende og overvældende. Nogle kunne forstå det, og andre kunne ikke, og jeg endte med at starte inde i parallelklassen (på grund af mobning, red.), lød det fra Line Kruse, der fortsatte:

- Konflikten landede først til premieren, da jeg kunne invitere begge klasser ind og se filmen, så formentlig var det jalousi, som udviklede sig til noget meget væmmelig mobning.

Se også: Udskyder bryllup: - Jeg har været helt nede

Line Kruse fortæller, at hun har taget ved lære af sine egne erfaringer med mobning, og i dag gør hun meget ud af at tale med sine børn om emnet.

- Det handler om kommunikation. Når der er store eller mindre konflikter, handler det om at tale med forældrene og børnene. Det tror jeg helt sikkert er vejen frem. Ikke sådan noget væmmeligt bagtaleri, understregede hun.