Dobbelt-vinder vender tilbage til 'Vild med dans'

Efter fem års pause melder Silas Holst sig nu klar til endnu en tur i dansemanegen

Silas Holst på dansegulvet med Sophie Fjellvang-Sølling i 2011. Foto: Mogens Flindt
Silas Holst på dansegulvet med Sophie Fjellvang-Sølling i 2011. Foto: Mogens Flindt

Den 36-årige danser og skuespiller Silas Holst har to gange tidligere vundet TV2's dansekonkurrence 'Vild med dans'.

Nu får han muligheden for at score hattrick, når han i den kommende sæson vender tilbage til dansegulvet. Det skriver Silas Holst på Instagram.

- Så må det siges højt. Jeg glæder mig til at være en del af Vild Med Dans familien 2019! Tænk der er gået 5 år siden sidst! Savner det og glæder mig som et lille barn til at 'komme hjem igen'. Vi ses på TV2 til efteråret , skriver han.

Til ugebladet HER&NU uddyber han sin beslutning om at vende tilbage til programmet, der for alvor gjorde ham kendt i den brede befolkning.

– Det bliver fuldstændig fantastisk at komme tilbage til ‘Vild med dans’ efter fem år. Jeg kan mærke, jeg har savnet processen i programmet og alle seerne. Jeg glæder mig til at komme 'hjem igen', siger han til ugebladet HER&NU.

Allerede sidste år var der rygter om, at den kendte dansker ville gøre 'Vild med dans'-comeback. Det blev af forskellige årsager ikke til noget, men nu skulle den altså være god nok.

Silas Holst i 2014, hvor han gav den gas på dansegulvet sammen med Sara Maria Franch-Mærkedahl . Foto: Mogens Flindt
Silas Holst i 2014, hvor han gav den gas på dansegulvet sammen med Sara Maria Franch-Mærkedahl . Foto: Mogens Flindt

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en uddybende kommentar fra Silas Holst.