Dot sagsøgt af håndværker: Nu indgår hun forlig

Bakke-sangerinden begraver sin strid med pool-håndværker, som har sagsøgt hende og eksmanden for omkring 60.000 kroner

Den 65-årige entertainer smækker røret på, når Ekstra Bladet ringer for at spørge, hvorfor hun indgår et forlig. Foto: Mogens Flindt
Den 65-årige entertainer smækker røret på, når Ekstra Bladet ringer for at spørge, hvorfor hun indgår et forlig. Foto: Mogens Flindt

Et mellemværende mellem Dot og Tommy Wessman og deres pool-håndværker Torben Lilliedal har nået sin afslutning.

Det tidligere ægtepar og den 45-årige håndværker har indgået forlig, efter Lilliedal i april sagsøgte dem for 58.472,50 kroner, som de havde undladt at betale håndværkeren.

Se også: Dot sagsøgt af håndværker: Du skylder mig 60.000

Poolmageren blev i 2017 hyret til at levere materialer og rådgive Dot og Tommy Wessmans egne håndværkere i tilblivelsen af en speciallavet indendørspool til deres 21-årige datter Johanne.

Poolen er en såkaldt træningspool til Johanne, der blev ramt af en hjerneskade, efter hun var involveret i et biluheld i 2015

Torben Lilliedal sagsøgte Dot og Tommy Wessman, fordi de nægtede at betale de omkring 60.000 af den fulde regning på omkring 275.000 kroner for utallige kørsler mellem håndværkerens butik i Ringsted og Dot Wessmans adresse i Charlottenlund nord for København.

Mørkelagt
Indholdet af forliget, der blev indgået tidligere på ugen, er ukendt for offentligheden, fordi sagens parter har givet håndslag på ikke at udtale sig om dets indhold.

- Vi har indgået et forlig, men jeg må ikke sige mere, siger Torben Lilliedal.

Se også: Dot scorer millioner: Det er rart

Inden forliget blev indgået, kontaktede håndværkeren dog Ekstra Bladet for at fortælle, at Dot og Tommy Wessman havde tilbudt at betale ham 42.000 kroner i et forlig mod at holde offentligheden udenfor.

Håndværkeren svarede umiddelbart nej til forliget, men tilbød i stedet at indgå et endeligt forlig for 45.000 kroner.

- Det er det forlig, jeg kommer til at gå med til, sagde han, inden sagen blev lukket.

Nu skal retten beslutte, hvem der skal betale for sagens omkostninger.

Torben Lilliedal driver virksomheden Total Poolservice, der har fire fastansatte og ifølge Lilliedal et overskud i 2016 på omtrent en halv million kroner. Foto: Ole Steen
Torben Lilliedal driver virksomheden Total Poolservice, der har fire fastansatte og ifølge Lilliedal et overskud i 2016 på omtrent en halv million kroner. Foto: Ole Steen

Torben Lilliedal fortæller, at han sagde ja til forliget for at komme videre.

- Sagen har allerede taget meget lang tid, og jeg vil have den ud af verden, nu hvor jeg kan, selvom jeg ikke får det fulde beløb.

- Det er noget lort, at man skal kæmpe sådan for at få sine penge, siger Torben Lilliedal.

Ingen kommentar
Dot og Tommy Wessmans advokat, Frederik Rømeling, bekræfter, at de har indgået et forlig med Torben Lilliedal.

- Det er helt typisk, at sager kan ende med et forlig. Jeg vil ikke udtale med yderligere om det. Nu har vi fundet en løsning, som begge parter kan leve med, siger han.

Dot smækker imidlertid røret på, da Ekstra Bladets journalist ringer for at spørge, hvorfor hun og hendes eksmand har valgt at indgå et forlig.

Tommy Wessman har heller ikke lyst til at forklare sig over for avisen.

- Det har jeg slet ingen kommentarer til. Det skal du slet ikke tale med mig om overhovedet, vel, siger han.