DR i shitstorm efter 'dødsannonce': 'Dårlig stil'

DR har lavet en falsk dødsannonce på provokunstneren Kristian von Hornsleth, det har skabt stor debat

Kristian von Hornsleth er aktuel i et nyt program. Foto: Ritzau Scanpix
Kristian von Hornsleth er aktuel i et nyt program. Foto: Ritzau Scanpix

Provokunstneren Kristian von Hornsleth er i morgen aktuel med et nyt program på DR2 med titlen: 'Hornsleth er død'.

I et forsøg på at skabe reklame for programmet er både DR og Kristian von Hornsleth kommet i modvind. De har nemlig bragt en dødsannonce med Kristian von Hornsleth, hvilket har fået flere til undre sig og rynke på næsen.

'Kristian von Hornsleth døde med støvlerne på i en alder af 57 år.', skriver DR i opslaget.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dårlig stil
'Skal der tales om dårlig stil, så får ovenstående opslag fra DR2 absolut prisen....Direkte pinligt......', skriver en bruger til opslaget.

Se også: Mister kørekortet: - Jeg skal køre stærkt i Tyskland

'Det er simpelthen ikke i orden at slå en dødsannonce op i skæmt. DR. Nogen sidder med en dyb sorg efter et rigtigt dødsfald og alt rører sig i én ved synet af annoncen.', skriver en anden.

Over for Ekstra Bladet fortæller DR, at programmet handler om provokunsten, og om hvorvidt den er død eller ej.

'Programmet, og alt omkring programmet, har til formål at give folk lyst til at diskutere det samfund og den kultur, vi er en del af – heriblandt en debat af provokunsten, og om den er relevant i dag. Den debat kan vi allerede nu se sker, og det byder vi naturligvis meget velkommen', skriver Anna Askov, der er redaktør på ’Hornsleth er død’.

Se også: I retten for vanvidskørsel: Køber endnu hurtigere bil

Galoperende vanvid
Kristian von Hornsleth har selv godkendt dødsannoncen og for ham, har den et vigtigt budskab.

- Man skal slå hårdt, når man lever i et hyklerisk samfund, så skal man bruge hårde midler. Vi er en større sags tjeneste, siger Kristian von Hornsleth til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det har altid være korrupt i vores samfund. Samfundet er blevet mere provokerende, end kunstnerne er. Før var det omvendt. Er der overhovedet plads til kunstnerne nu? Jeg kan ikke mønstre en provokation, der kan overgå samfundets egen fuldstændig galoperende vanvid.

Efter dødsannoncen kom på Facebook har der været mange, der har været bange for, at Kristian von Hornsleth faktisk er død.

- Der er rigtig mange, der har kontaktet mig. Der er nogle, der er blevet rigtig kede af det og som ikke har kunne forstå det, siger Kristian von Hornsleth til Ekstra Bladet.