DR-kendis hyldes for letpåklædt billede

Annemette Voss, der er kendt fra 'Den store bagedyst', har fået en lang række positive tilkendegivelser, efter hun har delt et ærligt billede af sig selv

Annemette Voss tog sig lidt mod til sig, inden hun delte ovenstående billede, som har fået mange positive reaktioner. Privatfoto
Annemette Voss tog sig lidt mod til sig, inden hun delte ovenstående billede, som har fået mange positive reaktioner. Privatfoto

Bloggeren Annemette Voss, der vandt 'Den store bagedyst' i 2013, bombarderes i øjeblikket med positive henvendelser på sine sociale medier.

Det sker, efter hun har delt et billede, hvor hun står iført en badedragt i forskellige farver.

Til billedet har hun delt en tekst, hvor hun kommer med et særligt budskab:

Se også: Tv-kendis lagt for had over snot-billede: - Det er så ondskabsfuldt

'Hvem end, der engang plantede idéen i kvinders hoveder, at små bryster ikke er ligeså sexede som store, runde og gyngende bryster... well, just talk to the hand. Okay? Har købt en ny secondhand badedragt i dag. Og jeg har tænkt mig at flashe min benede, feminine, fladbrystede krop like crazy i den lille sag, når sommeren kommer', skriver hun i teksten til billedet.

Under billedet er det siden strømmet ind med positive tilkendegivelser fra mange af hendes følgere, der hylder hende for at slå et slag for kropsdiversitet og forskellighed blandt kvinder.

Har haft det svært
Til Ekstra Bladet fortæller Annemette Voss mere om, hvorfor hun har valgt at dele billedet:

- Jeg tror bare, at for mig handler det om, at alle kvinder, som jeg kender, render rundt med idéer om, hvad der er den rigtige måde at se ud på. Vi har forskellige idéer om, hvordan man ser rigtig ud. Det handler om det, vi ikke selv har, som vi gerne vil have. Man hører tit det negative. En negativ kommentar skal opvejes af tusind positive, før det siver ind, siger hun og fortsætter:

- Jeg har længe levet med bevidstheden om, at jeg har små bryster. Jeg har tænkt, om det er mindre sexet, og at det er forkert. Jeg er flere gange gået grædende ud af et prøverum, hvor jeg har prøvet en bh, fordi den har gjort ondt, eller fordi jeg har følt mig forkert, siger hun videre.

Se også: - Det er et emne der gør så ondt

Men følelsen var i den grad anderledes, da hun tog sin nye badedragt på, fortæller hun.

- Jeg tog denne her badedragt på, og det føltes godt. Jeg følte mig flot og sexet og lækker. Den gjorde ikke ondt. For en gangs skyld tænkte jeg, at det var lækkert, og at den sad godt på mig, fordi jeg har små bryster. Det fik mig til at ville fokusere på de ting, jeg kan være stolt af. Her kan jeg noget med det, jeg har, og jeg omfavner, at jeg ser ud, som jeg gør, siger hun.

Annemette Voss blev kendt i det danske land, da hun i 2013 deltog i og også vandt 'Den store bagedyst'. Foto: Bjørn Jakobsen
Annemette Voss blev kendt i det danske land, da hun i 2013 deltog i og også vandt 'Den store bagedyst'. Foto: Bjørn Jakobsen

Grænseoverskridende
Ifølge Annemette Voss har hun flere gange i sit liv kæmpet med ikke at føle sig tilpas i sin krop, og derfor var det også grænseoverskridende for hende at dele det letpåklædte billede.

- Jeg kæmper meget med, at folk synes, jeg er for tynd. Jeg er ikke så stor, og det har jeg aldrig været, og jeg har haft en spiseforstyrrelse som ung. Det er vigtigt for mig at vise, at jeg godt ved, hvordan jeg ser ud, men at jeg er mentalt sund og stærk. Min krop er ligeså fin og feminin, selvom jeg er tynd, og alle kvindekroppe er skønne, som de er, siger hun og tilføjer:

- Retten til at føle sig lækker har ikke noget at gøre med, om man er sund på papiret. Det vigtigste er, at man har kærlighed til sig selv, som man er, siger hun.

- Hvad har for dig været formålet med at dele det her billede?

- Jeg har taget et billede, hvor jeg synes, jeg ser godt ud. Jeg viser mig sjældent i bikini, og generelt er jeg ret blufærdig i forhold til nøgenhed. Men her synes jeg, at jeg så godt og sexet ud, og selvom jeg synes, det var en lille smule grænseoverskridende, valgte jeg at dele det, siger hun og tilføjer: 

- Jeg synes, det er vigtigt at sige, at vi skal lade være med at gå op i, hvad folk har sagt om os tidligere, og at man går ud og elsker sig selv. Jeg gør det også, fordi det er noget, jeg går op i. Jeg skriver det, fordi det er sådan, jeg har det. Hvis det rykker noget for nogen, er det bare dejligt. Men jeg gør det ligeså meget for at rykke noget i mig selv og stå ved mig selv og for at inspirere til, at folk går deres egne veje og gør, hvad de har lyst til, og at der kommer positive reaktioner på det, er jo bare dejligt.

Se også: Værste mareridt: Taler ud om stor sorg