DR-program: Stop med at følge Fie Laursen

Chef på DR ser intet problem i, at værterne opfordrer lytterne til at boykotte bloggeren Fie Laursen

Sofie Linde er en af flere kendte ansigter, der den seneste uge har taget kraftig afstand fra Fie Laursens reklame for sugardating. Nu svarer hovedpersonen selv. Video: Rasmus Flindt Pedersen

I sidste uge kom den stærkt omdiskuterede blogger og influencer Fie Laursen atter i vælten, da hun reklamerede for sugardating; en slags gråzoneprostitution, hvor typisk yngre kvinder mod almisser går ud med noget ældre mænd.

Se også: Tordner mod Fie Laursen: Reklamerer for sugardating

Det var noget, som en lang række medier problematiserede, men licensmediet DR fordømte i P1-programmet 'Shitstorm' Laursen, der bl.a. ernærer sig ved at reklamere for mere eller mindre lødige produkter og ydelser.

Se også: Fie Laursen skal ikke fordømmes

- For første gang ... så kommer vi med en opfordring til, at man holder op med at følge en kendt influencer (Fie Laursen, red.) i Danmark, lød det fra radioværten Mads Aagaard Danielsen i 'Shitstorm'.

- Vi opfordrer simpelthen til, at man holder op med at følge Fie Laursen. Bare drop det. Hold op med at følge hende.

Se også: Kendte raser mod Fie Laursen

Medværten, Sanne Cigale Benmouyal, forsikrede om, at hun ville stoppe med at følge Fie Lausen.

- Det er godt at høre, kvitterede Mads Aagaard Danielsen.

Så Ekstra Bladet har spurgt Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef på 'Shitstorm' på P1, om han bakker op om værternes opfordring til boykot af Fie Laursen.

- Det var et godt råd til dem, som følger hende, om at lade være med det. Det synes jeg er helt fint. 'Shitstorm' er et program, som har til formål at tale om digital dannelse og også være en guide til, hvordan man færdes i den digitale jungle. Der er et stigende fænomen med influencere og bloggere, som på deres konti reklamerer for produkter og ydelser. Det har vores journalistiske bevågenhed, svarer redaktionschefen

- Så hvis værterne på programmet ikke kan lide en specifik blogger, er det helt fint, at de opfordrer de mange tusinde lyttere til at stoppe med at følge vedkommende?

- Det handler ikke om, hvorvidt værterne kan lide en specifik blogger. Det handler om udbredt problem med reklame, hvor meget unge mennesker eksponeres for reklamer fra idoler på sociale medier.

- Hvor mange af programmets følgere er mindreårige?

- Det måler vi ikke nøje, men programmet har godt fat i en yngre målgruppe.

- Det lyder, som om værterne har nogle private aversioner mod Fie Laursen?

- Jeg oplever ikke, at værterne har nogen private versioner mod hende. En hvilken som helst anden person, der reklamerede for den slags, ville vi også beskæftige os med.

- Kan det at opfordre til, at lytterne ikke følger Fie Laursen, have den uønskede modsatte effekt; at hun faktisk får mere opmærksomhed?

- Ønsket er at sætte fokus på en alvorlig problemstilling. Vi er allerede der, hvor hun får så meget opmærksomhed, at vi er nødt til at beskæftige os med hende.

- Kan det være vanskeligt i fremtiden at få Fie Laursen i tale, når nu programmet har lagt så meget afstand til hende ved at opfordre lytterne til ikke at beskæftige sig med hende?

- Det er en risiko, vi er klar til at løbe. Jeg kan sagtens forestille mig, at Fie Lausen vil være med i 'Shitstorm' på trods af det her.

- Kan det ikke virke unfair, at to fastansatte værter på statsfinansierede DR sidder og fordømmer en privat medieaktør som Fie Laursen og opfordrer lytterne til at boykotte hende, hvorved hendes forretningsgrundlag risikerer at forsvinde?

- Nej, det er ikke unfair. Det er et vigtigt hensyn at tage her, og det er de meget unge mennesker, som følger Fie Laursen. Det behandler vi journalistisk. Vi forholder os ikke til, om folk efterfølgende får en dårlig forretning.

Fie Laursen har tusindvis af følgere på Instagram, hvor hun i en story har reklameret for sugardating. Foto: Per Lange Danske kendte - 23. maj. 2020 - kl. 15:21 Efter ny Fie Laursen-skandale: Politikere vil gribe ind