DR-vært er iskold: Bikini på arbejde

Sara Bro er træt af, at nogen føler, de skal kommentere, hvad kvinder må og ikke må have på

Se radioværtens svar til lytteren her. Video: Instragram/@sarabro

Måske er det ikke den gængse påklædning i DR-byen, men nogle gange må man vise, at man ikke finder sig i noget, og tage en bikini på på arbejde.

Det gjorde DR-vært Sara Bro efter at have modtaget endnu en besked om, hvad hun måtte og ikke måtte tage fra en lytter.

Det fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Der var denne her person, der havde sendt en anonym sms ind, hvor personen skrev 'tag nogle længere shorts på, du er næsten 50'.

Sara Bro havde dog ikke tænkt sig at lytte til den slags kommentarer og skrev hurtigt tilbage.

'Hahaha vågn op skatter, jeg går i det tøj, der passer mig.'

Torsdag var det derfor også en noget anderledes garderobe, man kunne opleve den populære vært i, mens hun lavede sit morgenprogram på P3

- Der var nogen, der selvfølgelig godt kunne se det sjove i, at en person havde sendt sådan en sms, så folk skrev forskellige beskeder til mig. En af dem var noget i stil med 'Hey, jeg udfordrer dig til at tage bikini på,' så det gjorde jeg.

Sara gav hurtigt svar på tiltale. Privatfoto
Sara gav hurtigt svar på tiltale. Privatfoto
 

Det er ikke okay
Sara Bro kørte altså udsendelsen i stilling kun iført sin bikini.

- Det handlede jo om, at det var en ret stenalderagtig holdning, at man tror, det er okay at kommentere kvinders udseende.

For værten handler det om at udstille, hvad folk siger om kvinder.

- Det her er noget, som jeg tror nærmest alle kvindelige værter bliver udsat for. Det har jo intet at gøre med ens faglighed, og folk opfører sig, som om at det er en menneskeret at sige til kvinder, at de er for tykke, at man ikke kan lide deres hår eller at de er for gamle til et par shorts.

- Men tænker du aldrig selv den slags om kvinder eller mænd?

- Jeg har da prøvet, at jeg har været på Instagram og set et billede af en kvinde og tænkt: 'Hold da op, det er lidt hidsigt.' Men så stopper jeg mig selv. Fordi selvfølgelig skal man bare lægge det ud, man har lyst til. Det er jo sejt, folk skal bare poste.

Tager ikke noget på for mænd
Sara Bro er træt af, at folk mener, at kvinder tager noget tøj på for at tilfredsstille f.eks. mænd, og at det for hende og de fleste andre handler om, hvad man selv har det godt i og synes er flot.

- Fordi kvinder tager ikke tøj på for at tilfredsstille mænd, de tager noget på, som de mener, de ser flotte ud i eller har det godt i. For mig handler det ofte om bekvemmelighed - og så er jeg ligeglad med, at en mener, at jeg har for korte shorts på.

I form af Saras job som vært har hun tidligere lavet et indslag med med Institut for Menneskerettigheder, hvor en ny rapport viser, hvem det er, der oftest kommenterer grimt på sociale medier, og hvilken effekt det har.

- Der fik jeg jo fortalt, at det oftest var mænd over 50 år, der kommenterede kvinders udseende på en nedværdigende måde. Og det er jo ikke uden konsekvenser. I rapporten kunne man se, at det resulterede i, at flere kvinder trak sig fra den offentlige debat. Det kan jo blive et demokratisk problem.

Bare pissetræt
Derfor er det også vigtigt, at sige fra over for kommentarerne, mener Sara, der sammen med flere kolleger deler de beskeder, de modtager.

- Rigtig mange kvindelige værter får den slags beskeder. Det ved jeg jo, fordi vi deler dem med hinanden.

Og den er heller ikke så meget længere for værten, der bliver ved med at tage korte shorts på og alt andet, hun finder bekvemt.

- Egentlig er jo bare pissetræt af de kommentarer om kvinders udseende. Det, jeg dybest set håber, er, at det er slut med at kommentere, hvad kvinder går i af tøj.

Sara i de meget omtalte shorts, der ifølge en lytter var ALT for korte. Foto: Privat/Sara Bro
Sara i de meget omtalte shorts, der ifølge en lytter var ALT for korte. Foto: Privat/Sara Bro