DR-vært har udsigt til vild milliongevinst

Tv-værten Ane Cortzen har sat sin bolig på Frederiksberg til salg

Ane Cortzen og hendes mand har givet to millioner for den lejlighed, de nu sælger til 7,8 millioner. Foto: Tariq Mikkel Kahn
Ane Cortzen og hendes mand har givet to millioner for den lejlighed, de nu sælger til 7,8 millioner. Foto: Tariq Mikkel Kahn

I næsten to årtier har tv-værten Ane Cortzen haft sin daglige gang på Frederiksberg ved København, hvor hun siden starten af årtusindeskiftet har boet i en villalejlighed.

Men nu er hun og manden, Benjamin Weber, på vej videre. Hjemmet i Fuglebakkekvarteret i den eksklusive bydel er nemlig netop blevet sat til salg. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

For at overtage den 102 kvadratmeter store lejlighed - der udgør de to øverste etager af en murstensvilla fra 1909 - skal du hoste op med  7,8 millioner kroner.

Ifølge Boliga.dks oplysninger købte parret boligen i 2002 for to millioner kroner. Med andre ord er der altså millioner i boliggevinst til Cortzen og Weber, hvis lejligheden bliver solgt til prisen.

Af tinglysningen fremgår det dog, at parret skylder knap fem millioner kroner i lejligheden og dermed ikke kan putte hele gevinsten i lommen.

Område med kæmpe handler
Frederiksberg er en kommune, hvor man finder nogle af landets allerhøjeste boligpriser. Bydelens dyreste handel hidtil i år er et 234 kvadratmeter stort hus på C.F. Richsvej, der blev solgt i sommeren for lige knap 17 millioner kroner.

Også ejerlejlighederne skifter hænder for betydelige beløb: I september blev en 276 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg Allé solgt for lige over 16 millioner kroner - hvilket er blandt de største lejlighedshandler i området nogensinde.

Med parrets arkitektuddannelser i rygsækken er det ikke overraskende, at Cortzen og Webers hjem i det eksklusive boligområde ikke ligefrem ligner alle andre murermestervillaer i landet.

På de 152 etagemeter finder man således blandt andet en arkitektonisk trappe - og en loftshøjde med kig til næste etage og fritlagte bjælker.

Ane Cortzen er blandt andet kendt som vært på tv-programmerne 'TV!TV!TV!', 'Made in Denmark' og 'Vogternes råd'. Lige nu er hun aktuel i DR’s kultur-satsning 'K2'.

Se boligen her.

Mest læste i flash!
Hent flere