DR-vært jubler: Han sagde ja!

Sara Bro friede på en bro og fik sit ønskede svar

Sara Bro og Lasse Lund. Hun bekræftede forholdet i 2017. Foto: Mogens Flindt
Sara Bro og Lasse Lund. Hun bekræftede forholdet i 2017. Foto: Mogens Flindt

Sara Bro er typen, der tager sagen i egen hånd, og får det svar hun håber.

Det afslører hun på Instagram, hvor hun kan annoncere, at hun er blevet forlovet med kæresten Lasse Lund:

'Han sagde JA!' skriver hun efterfulgt af et hjerte.

Se også: Legendarisk DR-program får ny vært

Parret er netop nu på ferie i Costa Rica, og Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Sara Bro.

Hvor DR-profilen er sparsom med informationer på sin Instagram-profil, så er Lasse Lund noget mere åbenmundet. På sin åbne profil beskriver han, hvordan det forløb.

'Endnu engang har Sara blæst mig fuldkommen bagover! Denne gang i 45 meters højde på en hængebro i Costa Rica - med en ring i bæltetasken', skriver han.

Sara Bro er blandt andet kendt fra programmer som 'Go Morgen P3' og 'Hjerteflimmer'. Foto: Mogens Flindt
Sara Bro er blandt andet kendt fra programmer som 'Go Morgen P3' og 'Hjerteflimmer'. Foto: Mogens Flindt

På ganske romantisk vis fortæller han videre, at han ikke har været så overrasket og lykkelig, siden han som 15-årig fik sin egen stationær gamer-computer i nonfirmationsgave.

'Sara har fået ringen tegnet af min veninde Ida og forestiller Bellahøj husene. Fordi jeg er stolt af, hvor jeg kommer fra', skriver han.

Sara Bro, der altså nu er blevet forlovet på en bro, bekræftede forholdet til Lasse Lund tilbage i 2017.