Drama i hitband: Her er sandheden om bruddet

Flere forskellige konflikter førte til, at Alphabeat tog en pause fra hinanden tilbage i 2013

Stine Bramsen og Anders Bønløkke (yderst til venstre) havde en del konflikter i Alphabeats første år. Foto: Tom McKenzie
Stine Bramsen og Anders Bønløkke (yderst til venstre) havde en del konflikter i Alphabeats første år. Foto: Tom McKenzie

I 2013 meddelte det danske hitband Alphabeat, at de tog en pause på ubestemt tid - blandt andet fordi forsanger Stine Bramsen barslede med sit eget soloprojekt.

I år - seks år efter at hitgruppen, der blandt andet står bag megahits som 'Fascination' og '10.000 Nights of Thunder', valgte at gå hver til sit - annoncerede bandet så, at de havde fundet sammen igen. Siden har de hittet med numre som 'Shadows' og 'Don't Know What's Cool Anymore'.

Det er dog ikke meget, offentligheden har fået indblik i grundene til, at Alphabeat valgte at gå hver til sit i sin tid, men i den nye dokumentarserie 'Da festen forsvandt' på DR3 fortæller bandet nu ærligt om, hvad der lå bag deres beslutning om at trække stikket og tage en pause fra hinanden.

Konflikterne blussede nemlig mere og mere op blandt de seks medlemmer i bandet, og særligt en konflikt mellem forsanger Stine Bramsen og bandets guitarist Anders Bønløkke - også kaldet Bønne, blev til sidst for meget.

- Bønne har nok været den, der har været mest unaturlig at række ud til i denne her pause. Det sluttede virkelig mærkeligt med mig og ham, da vi gik på pause, lyder det ærligt fra Stine Bramsen i dokumentaren.

- Stine og jeg har jo bevidst - tror jeg, i hvert fald i starten efter vi stoppede, ikke set hinanden eller haft noget med hinanden at gøre. Det havde vi nok begge brug for, og det tror jeg, at vi begge havde en fornemmelse af, siger Anders Bønløkke i dokumentaren.

Se også: Hægtet af: Seebach i knibe

Ifølge både Stine Bramsen og Anders Bønløkke begyndte de undervejs i arbejdet med Alphabeat at gå hinanden på nerverne.

- Stine og jeg endte bare med - både bevidst og ubevist tror jeg - at provokere hinanden. Det blev også sådan en lidt personlig ting. De forskelligheder, jeg tror, der egentlig altid har været i vores personligheder, og som stadig er der. Der kan være en god energi i, at man er forskellige, men det blev bare til noget negativt, siger Anders Bønløkke.

Stine Bramsen og Anders S.G. på scenen. Foto: Anthon Unger
Stine Bramsen og Anders S.G. på scenen. Foto: Anthon Unger

Deltog ikke i bryllup
Konflikten eskalerede ifølge Stine Bramsen, da Anders Bønløkke takkede nej til at deltage i hendes bryllup i 2013.

- Ganske kort tid efter, at vi gik på pause, inviterede jeg til bryllup, og hele bandet kom - bortset fra Bønne. Det overraskede mig ret meget, siger Stine Bramsen og fortsætter:

- Han forklarede det med, at han stadig syntes, at det var lidt for mærkeligt bare at ses, som om alting var, som det var før vores konflikt. Han manglede bare sindssygt meget den dag, da drengene rejste sig op og holdt sådan et fint indslag om, hvor godt de kendte mig, og de ting, som vi har oplevet sammen. Det sidder i mig, og det vil det nok altid gøre. Jeg ved jo godt, at man ikke bare kan glemme fortiden, og jeg tror bestemt heller ikke, at han har glemt det, siger Stine Bramsen.

Se også: Gendannet popgruppe får dansk koncert-comeback

Det kommer da også tydeligt til udtryk i dokumentaren, at de to stadig ikke helt har fundet melodien, efter bandet er blevet gendannet.

- Det er ret specielt pludselig at være i rum med Bønne igen og pludselig skulle skabe noget sammen, efter hvordan vi forlod tingene. Jeg tror, der kommer til at gå noget tid, før det ikke er akavet at blive efterladt alene i rummet med Bønne - desværre, siger Stine Bramsen.

Foto: Warner
Foto: Warner

Ifølge Stine Bramsens medsanger, Anders S.G., har konflikterne hobet sig op i bandet, fordi de har været dårlige til at sætte ord på deres følelser.

- Vi har været meget konfliktsky og holdt tingene i os. Jeg har helt klart haft en følelse af, at folk har holdt deres meninger og følelser meget til dem selv. Jeg håber, vi er nået til et sted, hvor man føler, at man har taget alle de konflikter, der ligger og roder. Vi har stort set ikke talt om følelser, siger han videre og understreger, at han håber, det ændrer sig nu, hvor de igen er genforenede.

Du kan se dokumentarserien om Alphabeat på DRTV lige nu.

Mest læste i flash!