Efter 26 år: Nu sælger Erik Clausen

Efter flere end 20 somre i Tisvildeleje har filminstruktøren nu valgt at sætte sit hus til salg

Erik Clausen forlanger 8,4 millioner kroner for sit sommerhus. Foto: Olivia Loftlund
Erik Clausen forlanger 8,4 millioner kroner for sit sommerhus. Foto: Olivia Loftlund

Filminstruktøren, skuespilleren og samfundsrevseren Erik Clausen har sat sit sommerhus i Tisvildeleje til salg.

Huset, der ifølge tinglysningen har været i Erik Clausens og fruen, Pernille Clausens, eje de seneste 26 år, er netop kommet på markedet. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Parret købte det 150 kvadratmeter store bindingsværkshus tilbage i 1994 - samme år, hvor Clausens arbejderfilm 'De Frigjorte' vandt en Bodil for den bedste danske film.

Dengang gav de en forholdsvis beskeden sum på 1.450.000 kroner for huset. I dag er det og den 2,2 hektar store skovgrund i den nordsjællandske kystby til salg for 8,4 millioner kroner.

For det beløb får du seks værelser fordelt på to etager - og blandt andet et rum med et stort ateliervindue, flere stuer og et spisekøkken.

Over gennemsnittet
Hvis det er dig, der skal overtage 'Midt om Natten'-skuespillerens nordsjællandske sommerhus, skal du af med 56.000 kroner pr. kvadratmeter. 

Det placerer Erik Clausens sommerhus et stykke over gennemsnittet for det dyre område, der ifølge tal fra Boliga.dk er det sted i landet, hvor sommerhusene både sælges og udbydes dyrest. 

Til sammenligning finder man de laveste kvadratmeterpriser blandt sommerhusene i Roslev ved Limfjorden. Her lyder den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris nemlig for øjeblikket på lige knap 9.000 kroner. 

Erik Clausen er egentlig udlært maler, men har skrevet, instrueret og spillet med i en lang række kendte, danske film - primært om det røde arbejdermiljø.

Se Erik Clausens sommerhus her.