Efter få måneder: Tager stort skridt i forholdet

Robert Hansen og Nynne Larsen flytter sammen efter få måneders forhold

Robert Hansen og Nynne Larsen har dannet par i nogle måneder. Privatfoto
Robert Hansen og Nynne Larsen har dannet par i nogle måneder. Privatfoto

Det går stærkt hjemme hos skuespiller Robert Hansen og realitydeltager Nynne Larsen, der stod frem som par i Ekstra Bladet i september.

Efter få måneders forhold har de nemlig valgt at flytte sammen.

Det skriver Se og Hør.

Til Ekstra Bladet fortæller 41-årige Robert Hansen, at han og Nynne alligevel er sammen alle døgnets timer, og at det derfor giver god mening for dem at flytte sammen hos Robert Hansen i hans lejlighed på Frederiksberg.

- Eftersom Nynne i forvejen ikke har set skyggen af Vesterbro (hvor hun bor, red.), siden vi mødte hinanden, så blev vi enige om officielt at flytte sammen, siger Robert Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi er meget glade.

Robert Hansen og Nynne Larsen kalder sig nu kærester. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix Danske kendte Overrasker: Vi er kærester

Robert Hansen forklarer dog, at det at flytte sammen ikke er gået helt problemfrit. Nynne Larsen har nemlig mange ting med sig, og det er en udfordring at finde plads til det hele.

- Så hvis I på redaktionen stiller noget opmagasinering til rådighed til Nynnes tøj, modtages det med kyshånd, griner han.

Selvom parret er klar over, at det er gået meget stærkt imellem dem, er de overbevist om, at det er det rigtige at gøre for dem.

- Det føles helt rigtigt, lyder det fra Robert Hansen.

Nynne og Robert er meget glade og forelskede. Privatfoto
Nynne og Robert er meget glade og forelskede. Privatfoto

Meget naturligt
Også 25-årige Nynne Larsen, der blandt andet er kendt fra 'Dagens mand' og 'Divaer i junglen', glæder sig meget over, at hun og Robert Hansen nu for alvor er indlogeret under samme tag.

- Det er meget naturligt for os, og det er noget, vi har besluttet for noget tid siden. Men selvfølgelig er jeg mega-glad, siger hun til Ekstra Bladet med et smil.

- Jeg har næsten ikke været hjemme, siden vi begyndte at ses for tre måneder siden, så det gav bare ingen mening at have to lejligheder.

- Der er jo nogle, der synes, at det måske går lidt hurtigt med jer - hvad tænker du om det?

- Det føles helt rigtigt for mig og os. Der vil altid være folk, der er skeptiske. Det vigtigste er, at det føles rigtigt for Robert og jeg, siger hun og tilføjer:

- Det er hurtigt, men hvis det skulle gå galt, så ville det være gået galt allerede, føler jeg. Vi har begge temperament, og vi har da også allerede haft vores udfordringer, men det har ikke ødelagt noget, og vi er stadig meget glade og forelskede.

Nynne Larsen lægger da heller ikke skjul på, at de to har mange planer for fremtiden.

- Vi vil gerne have en baby på et tidspunkt. Ikke i næste måned, men på sigt vil vi gerne have en enkelt 'bebs'. Robert har jo Herman, og han er bare så skøn, så man kan ikke lade være med at få lyst til det.

Turbulent kærlighedsliv

De seneste måneder har Robert Hansen ikke holdt sig tilbage med sit datingliv og har flittigt delt ud af det på de sociale medier.

I maj fortalte han således, at han havde kastet sin kærlighed på kvinden Nanna Desirée Eltong Heding, og at han var smaskforelsket. Deres forhold varede dog ikke ved.

'Robert og jeg var en 'sommerflirt'. Jeg holder meget af Robert og ønsker ham det bedste. Vi ville bare vidt forskellige ting i vores liv,' skrev Nanna Desirée Eltong Heding i en sms til Ekstra Bladet, to måneder efter de først var stået frem sammen.

Få uger efter kunne Robert Hansen så fortælle, at han havde forelsket sig på ny. Men heller ikke det forhold holdt.

Robert Hansens forholdshistorik tager Nynne Larsen dog med ophøjet ro:

- Jeg tror, at man skal tænke det på den måde, at alle har noget med i bagagen. Det har jeg også selv, siger hun og fortsætter med et grin:

- Men jeg er optimistisk, for jeg har da holdt længere end gennemsnittet. Ej. Vi joker mest med det, griner hun.

41-årige Robert Hansen, der især er kendt fra filmene om Anja og Viktor har tidligere blandt andre dannet par med den afdøde skuespiller Mira Wanting og Pernille Fredskild Thøgersen, som han har sønnen Herman med.

Robert Hansen er igen forelsket. Foto: Mogens Flindt Danske kendte Få uger efter brud: Forelsket igen