Efter kamp med barnløshed: Dansk komiker er blevet far

Rune Klan er blevet far til en lille dreng fra Sydafrika

Rune Klan er efter længere tids barnløshed blevet far. Foto: Ritzau Foto
Rune Klan er efter længere tids barnløshed blevet far. Foto: Ritzau Foto

Den 41-årige komiker Rune Klan, der sidste år turnerede rundt i Danmark med showet 'Barnløs', er sammen med konen Christel Stjernebjerg blevet far til en dreng fra Sydafrika.

Det bekræfter Rune Klans manager, Jakob Friis, overfor ugebladet Tæt På.

I showet 'Barnløs' og i flere interviews har komikeren tidligere fortalt om, hvordan han og konen brændende ønskede sig at blive forældre.

- Vi vil gerne have børn. Det er bare ikke sket endnu, fortalte komikeren tilbage i februar til Ritzau.

Her fortalte han også, at parret længe havde prøvet at få børn, men at det bare ikke lykkedes.

Se også: Dansk komiker afslører: Derfor har jeg ikke fået børn

- Det er jo bare ikke sådan, at når man beslutter sig for, at nu vil man have børn, så trykker man på en knap, og så sker det, konstaterede han.

Rune Klan er blevet far til en lille dreng. Foto: Jakob Jørgensen
Rune Klan er blevet far til en lille dreng. Foto: Jakob Jørgensen
 

Folk undrer sig
Ifølge komikeren er han flere gange blevet mødt med folks undren, når han har forklaret, at han endnu ikke havde børn i en alder af 41. Netop den undren gjorde han stort grin med i sit show 'Barnløs'.

- Det kræver altid en forklaring, når jeg bliver spurgt, om jeg har børn, og svaret er nej. Det synes jeg faktisk, der er enormt meget humor i, sagde komikeren til Ritzau og fortsatte:

- Det er så mærkeligt, at folk nærmest får ondt af én, fordi man ikke har børn, men det gider jeg ikke mere. Så derfor har jeg besluttet mig for at fejre, at vi ikke har fået børn endnu i stedet, sagde han.

Se også: Barnløs komiker fylder fyrre

Nu er familieforøgelsen dog endelig lykkedes, og Rune Klan og Christel Stjernebjerg nyder lige nu ifølge Tæt På deres lille søn i Afrika. Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra komikeren selv.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Rune Klans manager, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.