Efter kontroversielt DR-show: Nu reagerer Huxi

Huxi Bach deltog i optagelserne til et DR-program, der løb helt af sporet efter oplæsningen af en joke

Huxi Bach læste en racistisk joke op under nogle tv-optagelser, som han ikke selv havde skrevet. Foto: Mogens Flindt
Huxi Bach læste en racistisk joke op under nogle tv-optagelser, som han ikke selv havde skrevet. Foto: Mogens Flindt

Optagelserne til DR-programmet 'Bruuns stue' gik forleden helt i hårknude, da en racistisk joke fik en statist i programmet til at bryde grædende sammen.

Programmet, som ledes af vært Rasmus Bruun, har til formål at udfordre seernes og gæsternes grænser og krænkelsesparathed, og som led i programmet indvilligede komiker Huxi Bach i at læse en krænkende joke højt.

Inden oplæsningen forklarede Huxi Bach, at det, han læste, hverken var udtryk for hans egen holdning eller repræsenterede noget, han selv kunne finde på at skrive eller bruge, når han optræder, skriver han nu på Facebook.

Den 42-årige komiker og tv-vært var dog ikke klar over, at statisten, som skulle høre joken, ved en fejl ikke var blevet briefet om dens indhold.

'Her stak det så helt af for programmet. For den somaliske statist, som skulle høre joken var – igen mod min klare forventning IKKE helt indforstået med setuppet - og reagerede med tårer. Og vrede. Det er jeg ked af. Men har fuld forståelse for.'

'Hvad jeg antog var et kontrolleret setup, endte med at være et bagholdsangreb på kvinden. Det er jeg ked af', skriver han.

Byder debat velkommen
Vært på programmet, Rasmus Bruun, har tidligere forklaret omstændighederne omkring joken over for Ekstra Bladet.

- Den kvindelige statist begynder at græde, og efter det er sket, er der flere, der ikke ønsker at fortsætte programmet, så vi tager en pause og taler om, hvad der er sket, siger Bruun, der dog byder en sådan debat velkommen i programmet.

- Det gør ikke noget for programmet, at det stikker i den retning. Det er den debat, man skulle tage, og det er også det, der er meningen med programmet, siger han.

Se også: DR-optagelser gik helt galt

Ifølge Rasmus Bruun blev det gjort meget klart under episoden, at den holdning, som kom til udtryk i joken, ikke var en, paneldeltagerne i programmet delte.

- Huxi, der som den eneste siger ja til at læse joken op, gør meget klart, at det ikke er hans holdning, og at det aldrig var noget, han selv ville bruge i sine shows, men alligevel er det jo ham, der pludselig står i klemme i det, for han er jo med i et quiz-program, hvor det her er en del af konceptet, og det tror han jo også er deklareret, og at statisten er bekendt med, siger han.

Efter denne artikels tilblivelse har Rasmus Bruun ønsket at præcisere sin udtalelse, da han ikke mener, han udtrykte sig helt korrekt om hændelsesforløbet til at begynde med. Han siger følgende:

- Så vidt jeg var informeret, var statisten fuldt ud bekendt med selve setuppet og joken, som Huxi skulle læse op. Det var gæsterne, altså Huxi Bach, Iben Maria Zeuthen og Natascha Brock, der ikke var briefet godt nok, hvilket også var årsagen til, at produktionsselskabet ville give dem muligheden for at se og godkende programmet, inden det bliver sendt.

Rasmus Bruun er vært på showet 'Bruuns stue', der endnu ikke er blevet sendt i tv. Foto: Seth Nicolas
Rasmus Bruun er vært på showet 'Bruuns stue', der endnu ikke er blevet sendt i tv. Foto: Seth Nicolas

Skal være lovligt
Trods det uheldige udfald under optagelserne, mener Huxi Bach dog, at den slags jokes skal være lovlige, skriver han.

'Fordi hvis man gør nogen udtalelser ulovlige – hvor groteske de end måtte være – så ved vi ikke hvor har de værste racister osv. Så gemmer de sig i sprækkerne. Og det er efter min opfattelse værre. Ordet er frit. Men hvis du fortæller en racistisk vits, så falder det tilbage på dig selv! Så siger det alt om hvem du er som menneske', skriver han.

Se også: Denne joke fik DR-optagelser til at gå helt galt

Han understreger, at han kun havde en intention om at anskueliggøre den holdning.

Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Huxi Bach, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

DR beklager

Over for Ekstra Bladet lægger DR sig fladt ned og beklager episoden. De fortæller, at de lige nu er ved at gennemgå programmet fra top til tå sammen med produktionsselskabet.

'Der er tale om en del af nogle optagelser på allerførste optagedag til et program, der først skal sendes om et stykke tid. Det er klart, at vi nu ser meget grundigt på, om det lever op til det, vi gerne vil med programmet. Den konkrete måde, det udvikler sig på under optagelserne, har vi undskyldt over for den medvirkende', lyder det fra programchef Lisbeth Langwadt i en mail.

Her fortæller hun ligeledes, at det endnu er uvist, hvad der skal ske med programmet i fremtiden.

'Vi er lige gået i gang med de allerførste optagelser til programmerne. Så hvordan programmerne ender er alt for tidligt at sige noget om', siger hun.

DR afviser desuden, at kvinden, der følte sig krænket under programmet, har modtaget penge eller andet i kompensation i forbindelse med undskyldningen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med DR, men de har kun ønsket at svare via mail. Ekstra Bladet arbejder desuden på at få en kommentar fra produktionsselskabet, Heartland, der er involveret i produktionen af 'Bruuns Stue'.