Efter 'Luksusfælden': Sover i bilen

Der er kommet nye boller på suppen i Hundested, hvor Morten har fundet en ny måde at tjene lidt ekstra skillinger på ved at sove i sin bil

Morten drømmer stadig om en VW Polo DSG, men nu vil han tjene pengene først. Foto: TV3
Morten drømmer stadig om en VW Polo DSG, men nu vil han tjene pengene først. Foto: TV3

I aftenens afsnit af 'Luksusfælden' mødte vi 22-årige Morten fra Hundested, hvis enorme forbrug af biler og udstyr havde efterladt ham med en gæld på næsten 300.000 kroner og et skrantende forhold til kæresten, Zia.

Efter programmets eksperter har været forbi parret, har piben dog fået en anden lyd. Zias drøm om et fælles hus ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men økonomien fejler ingenting.

- Jeg er godt nok steget til det dobbelte i løn, men der går nok lige lidt tid, før vi får hus noget som helst sted, fortæller Morten til Ekstra Bladet.

- I stedet for at køre almindelig natkørsel, har jeg fået et job, hvor jeg sover i bilen hele ugen. Det giver lidt flere penge i kassen, da jeg også får nogle skattefri diæter ved siden af.

Den ekstra indkomst bruger Morten pligttro på at betale af på sin gæld, der nu kan være indfriet om blot tre år. Programmets eksperter havde stillet ham dobbelt så lang tid i udsigt.

- Det har faktisk ikke været særligt hårdt at følge budgettet. Jeg havde bare brug for en øjenåbner, siger han.

Se også: 'Luksusfælden': Drak 150 Red Bulls om måneden

Gider ikke se sig selv
Morten har ikke selv set det afsnit, han deltager i, og det har han efter eget udsagn heller ikke behov for:

- Alle andre har set det, men jeg har ikke. Jeg har hørt nok fra folks reaktioner om, hvad der sker i programmet, siger Morten.

- De har alle sammen genfortalt det i lange beskeder, hvor jeg bare har tænkt: 'Jeg ved egentlig godt, hvad der sker i programmet. Jeg var der, da vi optog det'.

Morten var i chok over sin økonomi, der eksperterne fremlagde den i aftenens program. Foto: TV3
Morten var i chok over sin økonomi, der eksperterne fremlagde den i aftenens program. Foto: TV3

Se også: 'Luksusfælden'-eksperter fik nok: Forlod par med milliongæld

Ærligt program
Noget af det, der har overrasket Morten mest under optagelserne, er, hvor ægte 'Luksusfælden' i virkeligheden er.

- Jeg har jo altid siddet og tænkt, at det her er så opstillet, som det overhovedet kan være, siger han.

- Men jeg må nok indrømme, at så opstillet er det ikke. De venter til sidste øjeblik med at fortælle en det hele. Man får faktisk ikke en skid at vide, før man står foran kameraet.

Nerverne sad derfor ude på tøjet i samtlige fire dage, programmet blev optaget. Morten er dog glad for sin deltagelse, der også har betydet et bedre forhold til kæresten Zia.

- Det er den anden fordel ved at sove i bilen: Vi er ikke så meget sammen, så vi kan ikke skændes så meget, joker han med et grin.

Skærm

Mest læste i flash!