Efter million-opgør i retten: Gus Hansen anker

Pokerspilleren er klar til endnu et retsligt opgør med sin tidligere ven

De tidligere venner mødtes tirsdag i retten. Nu venter et nyt møde foran en dommer. Foto: Henning Hjorth og Polfoto
De tidligere venner mødtes tirsdag i retten. Nu venter et nyt møde foran en dommer. Foto: Henning Hjorth og Polfoto

- Vi ses i landsretten.

Sådan skriver pokerspilleren Gustav 'Gus' Hansen i forbindelse med den video, han tirsdag aften lagde ud på Facebook, efter der tidligere på dagen var faldet dom i sagen mellem ham og hans hans tidligere ven musikeren Rasmus Nøhr. I klippet afslører Gustav Hansen, at han har besluttet at anke afgørelsen.

Tvisten mellem Nøhr og Hansen handler om penge.

Tilbage i 2016 drev de sammen festivalen Danmark Dejligst, og i kølvandet på selskabets konkurs anklagede Gustav Hansen sin ven gennem 25 år for at have snydt ham for 1.136.000 kroner. Det beløb var retten langtfra enig i, og som Ekstra Bladet skrev i går slap Rasmus Nøhr langt billigere.

Se også: Kendisslagsmål afgjort: Så billigt slipper Rasmus Nøhr

- Rasmus er blevet pålagt at betale Gustav 90.000 kroner, så det er fuldstændigt, som vi havde regnet med. Dommeren finder ikke, at Rasmus’ forretningsførelse har været forkert eller ulovlig, sagde Rasmus Nøhrs advokat Noaman Azzouzi i går.

I forbindelse med afviklingen af Danmark Dejligst ydede Gustav Hansen et bidrag på knap to millioner kroner, og da festivalen gik konkurs mente pokerstjernen, at Rasmus Nøhr havde tilgodeset sig selv. Blandt andet undrede Gustav Hansen sig over, at Rasmus Nøhr havde overført godt en halv million kroner til sit eget selskab Skrappe ApS, hvilket ifølge Rasmus Nøhr skulle dække ubetalte regninger.

De 90.000 kroner dækker over en forholdsmæssig andel af de penge, som retten finder, at Rasmus Nøhr ikke burde have overført til sit eget selskab, forklarer advokaten. Den vurdering er Gustav Hansen ikke overraskende helt uenig i. Derfor har han valgt at anke sagen, fortalte han i aftes via Facebook.

- Dommen er faldet i min sag, og selvom domstolen og dommeren var enig med mig, tilkendte han mig kun et meget lille beløb. Det er ikke tid til at fejre. Det er meget simpelt. Vi ses i en højere ret, siger Gustav Hansen i sin Facebook-video.

Rasmus Nøhr sagde tirsdag flere gange til Ekstra Bladet, at han har tilbudt at finde en løsning uden om retssystemet. Han har blandt andet tilbudt at betale samtlige to millioner kroner tilbage til Gustav Hansen i rater over 10 år. Den løsning blev pure afvist.

Se også: Kendiskrigen fortsætter: 'Tænk at han kan synke så lavt'

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere