Efter nedtur: Nu jubler han

Gustav Salinas var faktisk stoppet med at følge Norwegian-aktien, som han investerede stort i, kort før den styrtdykkede

Under coronanedlukningen har Gustav taget Ekstra Bladets journalist under sine vinger. Video/producer: Tariq Mikkel Khan/Kristian Hansen

Gustav Salinas var fyr og flamme,  da han 11. marts - på dagen hvor Mette Frederiksen få timer senere ville lukke det danske samfund, gik til tasterne.

'Jeg har gjort noget fuldstændig Crazy, jeg har sgu kastet mig ud i aktieeventyret og har købt i Norwegian,' skrev han.

100.000 kroner var konverteret til flyaktier i Norwegian, der kort efter raslede ned i blodrøde tal, imens selskabet selv måtte fyre ansatte for at overleve. Med sine aktier købt i kurs 7 kunne Gustav Salinas se aktien styrtdykke ned i en kronekurs på 2,6.

Men den seneste uge er udviklingen vendt. Selskabet har gennemført sin restruktureringsplan og fået godkendt statslige lånegarantier for knap tre milliarder kroner. Samtidig har den kinesiske stat opkøbt 389 millioner aktier svarende til 12,67 procent af alle selskabets aktier til gengæld for annullering af gæld.

Det har fået aktien op i 4,5 og alene tirsdag er den i skrivende stund steget 25 procent, hvilket glæder den tidligere realitystjerne, der nu gør sig som personlig træner.

- Det er sgu da dejligt. Jeg er faktisk stoppet med at kigge så meget på den, griner Gustav Salinas, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

- Men jeg har hele tiden vidst, det var en god aktie, skynder han sig at tilføje.

Kaviar på bordet
Han er ikke i tvivl om, at det nu vender for flyselskabet og dermed også hans egen aktieøkonomi.

- Jeg tror virkelig på Norwegian. Det er som at gå på kasino, hvor man tager sort eller rød. Jeg valgte rød, og det betaler sig. Nu bliver det kaviar til min fødselsdag, griner han.

- Altså Gustav, den er i kurs 4,5, og du købte i kurs 7?

- Jo jo, det er rigtigt nok, men den bliver endnu vildere. Hvis den bliver som for et år siden, bliver det den vildeste 30-års fødselsdag, jeg holder. Om et år flyver de rundt igen, siger han.

For præcis et år siden var aktien i kurs 35 og steg senere til 46, mens den helt tilbage i april 2018 ramte 170.

Under Folkemødet 2019 var Gustav Salinas forbi Ekstra Bladets telt for at fortælle om livet som realitystjerne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Under Folkemødet 2019 var Gustav Salinas forbi Ekstra Bladets telt for at fortælle om livet som realitystjerne. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Han erkender, at det ikke har været sjovt at følge aktiens fald, men faktisk har han investeret yderligere i selskabet, siden han lagde de 100.000 kroner i marts.

- Den er faldet meget, men en god historie er ikke god, hvis ikke man er nede og ramme bunden. Faktisk fik jeg lov at købe yderligere for nylig, hvor man kunne købe aktier for én krone. Så jeg har en del af dem nu. Jeg har næsten 25.000 aktier i dem, fortæller han og illustrerer sin pointe:

- Når du køber aktier til én krone, og de dagen efter er i tre kroner, så er det en god handel.

Selv om han er yderst begejstret for sit aktieeventyr, har han også måtte løfte pegefingeren over for sine yngre følgere, der har villet følge trop og gøre som ham.

- Mange har skrevet til mig og sagt, at de også gerne ville investere, men der har jeg sagt, at man ikke skal investere, hvis man ikke har råd til at tabe pengene. Man skal ikke bruge børneopsparingen på det, for så risikerer man at blive ked af det.

Gustav Salinas fortæller, at han også har aktier i Novo Nordisk, Mærsk, Danske Bank og Tesla. Det er gået begge veje med de aktier.

- Tesla har jeg tjent rigtig, rigtig godt på. Men Danske Bank ikke har været så god ved mig, griner han.