Efter ny Fie Laursen-skandale: Politikere vil gribe ind

'Bekymrende' og 'moralsk forkasteligt' lyder det fra politikere om Fie Laursens sugardating-reklame

Fie Laursen har tusindvis af følgere på Instagram, hvor hun i en story har reklameret for sugardating. Foto: Per Lange
Fie Laursen har tusindvis af følgere på Instagram, hvor hun i en story har reklameret for sugardating. Foto: Per Lange

Fie Laursen bragte sindene i kog hos sine influencer-kolleger, da hun torsdag igen valgte at reklamere for sugerdating på sin Instagram-profil - selvom hun tilbage i marts undskyldte for det samme og understregede, at det aldrig ville ske igen.

Sofie Linde, Anders Hemmingsen, Mascha Vang og Irina Olsen - som tilsammen har langt over to millioner følgere - var blandt den lange række af influencere, der efterfølgende tog klar afstand fra Fie Laursen.

Sidstnævnte slog over for Ekstra Bladet fast, at hun ville have politikerne på banen.

- Vi må gå sammen og bruge vores platform til at skabe ændringer. Vi må gå til de højere magter og sige, at nu må de lave nogle regler for det her - ligesom der for eksempel er fra Forbrugerombudsmanden på reklamefronten. Det kunne være som i Norge, hvor man ikke må reklamere for plastikkirurgi og får en bøde for det, hvis man gør det alligevel. Jeg tror, det vil være en god løsning, siger hun.

Flere kendte har været ude at kritisere Fie Laursen for reklamen. Deriblandt X Factor-vært Sofie Linde. Video: Rasmus Flindt

Se også: Kendte raser mod Fie Laursen

Og meget tyder på, at Irina Olsen får sin vilje.

Ekstra Bladet har ringet rundt til Folketingets partier for at høre, om det er et emne, de har på dagsordenen, og flere svarer, at de nu vil se på reglerne for markedsføring.

Ministeren skal på banen

Peter Skaarup (DF): - Vi rejser sagen for justitsministeren

- Vi tænker, at vi helt klart skal se nærmere på, hvordan vi kan indrette loven i forhold til det. Markedsføringsloven kan man jo passende kigge på her. Vi finder det meget betænkeligt, at man som influencer reklamerer for - og sådan set hvidvasker - sådan en særlig niche indenfor prostitution, som det her sugardating er.

- Jeg er helt enig med de andre bloggere i, at det kan være med til at legitimere sugardating. Man kan ikke udelukke, at hun selv kan styre det, selv om jeg har min tvivl, men der er jo mange andre, der bestemt ikke kan og derfor bliver ledt ud i nogle forfærdelige ting - selvom de måske ikke lige tænker over det i situationen, fordi det handler om mange penge.

- Derfor synes jeg, at vi skal se på, om man ikke kan gøre det strafbart at lokke børn og unge under 18 år ud i den slags. Så vi rejser sagen over for justitsministeren med henblik på at få skærpet reglerne på området, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som påpeger, at selvom Fie Laursen skriver, at det er henvendt til følgerne over 18 år, så er en lang række af hendes følgere yngre end det.

Foto: Jens Dresling

Jens Joel (S): - Vi har en ekstra forpligtelse

- Jeg deler den bekymring, som nogle af influencerne rejser på baggrund af de her forskellige sager. Jeg synes, det vil være klogt at gå ind i en diskussion af regulering eller eventuelt guidelines for at prøve at få en fælles samtale om, hvad der egentlig er ret og rimeligt på nettet - for det fylder mere og mere.

- Det er klart, at det fylder meget for mange mennesker, og jeg synes, vi har en ekstra forpligtelse, fordi en stor del af modtagerne og målgruppen for influencere er børn og unge. Derfor synes jeg faktisk, det er klogt at begynde at kigge på, hvad man kan gøre, siger Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Jens Joel.

Han kan dog endnu ikke give et præcist svar på, hvad der er go og no go at reklamere for.

- Der er mange nuancer i det her, og derfor synes jeg også, at det er dejligt, at der i branchen nu ser ud til at være en forståelse for, at det kunne være klogt at regulere her. Det er bedst, hvis man kan gøre det i en dialog med dem, som det faktisk handler om, og det her viser jo, at der også er en interesse for at få nogle spilleregler, siger han.

Foto: Jens Dresling

Brigitte Klintskov Jerkel (K): - Det er moralsk forkasteligt

- Først og fremmest synes jeg helt klart, at vi skal stramme op på reglerne i forhold til hjemmesider med sugardating, så vi sikrer, at dem, som går ind og deltager i det der, rent faktisk er over 18 år. Som det er lige nu, er der ikke noget sted, hvor det verificeres, og det er et stort problem, synes jeg.

- Personligt synes jeg, at det er moralsk forkasteligt. Når man reklamerer for sugardating, er det jo at sidestille med seksuelle ydelser. Og det, som Fie Laursen gør, henvender sig til unge mennesker, så der er stor risiko for at få fat i nogle sårbare unge, som så bliver ført videre ud i hardcore prostitution.

- Jeg er åben for at tage en drøftelse omkring, hvordan reglerne ser ud i dag, og om de er hensigtsmæssige. For jeg synes, det er dybt bekymrende, at de henvender sig til så unge mennesker. Selvom Fie Laursen siger, at det henvendt folk over 18, har hun bare så mange unge følgere, siger Det Konservative Folkepartis børne- og familieordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

Foto: Finn Frandsen

Theresa Berg Andersen (SF): - Vi skal have ministeren på banen

- Det, der kan gøre mig mest harm, er, at hun har en enorm berøringsflade af unge mennesker, og mange af de unge mennesker er under 18 år, siger SF's erhvervs-, børne og dyrevelfærdsordfører, Theresa Berg Andersen.

- Jeg har selv to piger under 18, og jeg spurgte dem, om de havde set det her. Det havde de og sagde: 'Hun har også sagt, at hun har lavet en profil, hvor hun er sober på, og en hvor hun ikke er'. Jeg blev nødt til at spørge, om de så ikke blev nysgerrige på, hvad der så skete på den profil, hvor hun ikke er sober - og jo, den havde de da også været inde at kigge på. Så vi skal simpelthen have styr på den lovgivning nu.

I januar stillede hun et spørgsmål til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke omkring markedsføring af blandt andet plastikkirurgi målrettet unge mennesker på sociale medier og regeringens holdning til at indføre en model i Danmark, som man har i Norge, hvor det ikke er tilladt.

Dengang satte regeringen gang i en undersøgelse af, hvorvidt reglerne var tilstrækkelige, men siden har coronavirussen taget en masse fokus fra andre emner - blandt andet dette. Nu er man dog nødt til at gøre noget, mener Theresa Berg Andersen.

- I Norge sidder der et fagudvalg, og så snart folk føler sig stødt af det, der foregår hos vores influencere, så har man mulighed for at bringe det ind. Jeg kunne godt tænke mig, at vi begynder at kigge den vej i Danmark, hvis der ikke er andre måder eller veje at gå. Og der skal vi have ministeren på banen.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige og Liberal Alliance har ikke ønsket at udtale sig til artiklen på nuværende tidspunkt. Enhedslisten, Venstre og Alternativet er endnu ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.

Radikale Venstre svarer i en mail, at de ikke har taget stilling til området endnu.

'Vi følger området tæt og afventer i første omgang udarbejdelsen af etiske retningslinjer fra Dansk Journalistforbund til bloggere og influencere', skriver partiets retsordfører Kristian Hegaard.

Står ved reklame
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Fie Laursen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Til SE og HØR skriver hun i en SMS som svar på kritikken, at hun står ved sin reklame.

Denne gang kommer der ikke en undskyldning for at dele reklamen. Foto: Anthon Unger Danske kendte - 23. maj. 2020 - kl. 11:14 Vil ikke undskylde

'Jeg vil hverken undskylde denne gang eller skyde skylden på min borderline. Det er en reklame, jeg har lavet', skriver hun til SE og HØR.

På Fie Laursens Instagram-profil kan man læse, at hun har oprettet en side på 'OnlyFans', hvor hun vil dele nøgenbilleder med dem, der køber adgang. Hun skriver samtidig i sit opslag, at hun vil holde den slags indhold på den nye profil og gøre sin Instagram mere 'børnevenlig'.

Fie Laursen har i skrivende stund flere end 340.000 følgere på Instagram, hvor reklamen blev lagt op.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Red Barnet klapper i hænderne

Hos Red Barnet er man begejstret over, at politikerne nu vil tage influencer-området under kærlig behandling.

- Vi er meget glade for, at politikerne nu vil tage det op. Der er behov for det, og det vil være super fint, hvis der er bred politisk opbakning. Vi skal have retningslinjer og nogle strukturer, som vi kan holde os til, og det er helt afgørende, at politikerne vil gøre noget nu, siger Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv, til Ekstra Bladet.

Red Barnet har flere gange forsøgt at tage emnet op og har talt med flere i branchen om, at det er begyndt at stikke af. Særligt i slutningen af 2019, hvor Fie Laursens bror, Boris Laursen, reklamerede for fyrværkeri og skød på sine venner.

- Børn ser jo meget på influencere og youtubere og spejler sig usandsynligt meget i dem. Man kunne se, at snakken gik, om at det var fedt, og mange drenge spejlede sig i det med at skyde fyrværkeri på hinanden, som jo er ulovligt og dybt uansvarligt, siger han.

Både Fie Laursen og broren Boris Laursen har tusindvis af følgere på deres sociale mediekanaler. Foto: Mogens Flindt
Både Fie Laursen og broren Boris Laursen har tusindvis af følgere på deres sociale mediekanaler. Foto: Mogens Flindt

Jon Kristian Lange ser heller ikke med milde øjne på Fie Laursens reklamer.

- Det er jo ikke ulovligt, det hun gør, men det er etisk uforsvarligt i forhold til de børn og unge, der følger hende.

- Hun har en stemme, og jeg har mødt stemmen, når jeg har været rundt i landet. Der er nogle piger, som er lidt skrøbelige, som bare synes, at alt, hvad Fie Laursen siger, er fantastisk, og de tager alt fuldstændig ureflekteret ind, siger han.

Se også: Tager afstand fra kontroversiel reklame

Han foreslår, at politikerne går sammen med bureauerne og de andre interessenter i branchen og ser på retningslinjer for de enkelte medier.

- Det er en relativt kompliceret ting at ændre lovgivningen, fordi der ikke er et konkret skelet i forhold til sociale medier. Derfor tror jeg, det vil være en god idé at se meget konkret på de enkelte medier, siger han.

Red Barnet: - Det er meget bekymrende

Ifølge Kuno Sørensen, som er psykolog og Red Barnets ekspert i området vold og seksuelle overgreb mod børn, er Fie Laursens adfærd på Instagram direkte bekymrende.

- Det er meget bekymrende, fordi hun som influencer står som et forbillede og ideal for mange unge, og når hun på den måde positivt omtaler sugardating, kan det trække sårbare unge ud i sugardating, siger han til Ekstra Bladet.

Selvom Kuno Sørensen ikke kender til undersøgelser, der direkte kortlægger effekten af et opslag på for eksempel Instagram hos unge følgere, mener han, at særligt Fie Laursens indflydelse på socialt udsatte unge er foruroligende.

- Forhåbentlig er der mange af de unge følgere, der bare rynker på næsen og tænker, at det ikke er noget for dem, men vi har en bekymring, fordi hun har en høj status hos mange og især hos socialt udsatte og sårbare unge, siger han.

Og fænomenet sugardating er også i sig selv ifølge Kuno Sørensen ganske alvorligt og problematisk.

- Man stiller sig selv og sin krop til rådighed mod oplevelser og penge, og det ligger så tæt op ad prostitution, at vi er rigtig bekymrede for, at det kan lede sårbare unge ud i reel prostitution.

- I starten er det spændende og interessant, men man finder ud af i længden, at man bare er en vare, som bliver købt for penge, og det er en oplevelse, der går hårdt ud over selvtilliden, siger han.

Siden denne artikel har vi fået svar fra Fie Laursen. Læs hendes svar på kritikken her:

Fie Laursens reklame for sugardating har skabt heftig kritik fra mange kanter. Foto: Per Lange Danske kendte - 25. maj. 2020 - kl. 16:20 Efter voldsom kritik: - Ikke mit problem