Efter ti års mega-succes: Dropper krimierne

Søskendeparret Lotte og Søren Hammer har fået stor succes med at skrive krimier, men skifter nu spor

Lotte og Søren Hammers bøger er udgivet i 22 lande. Foto: Mik Eskestad
Lotte og Søren Hammers bøger er udgivet i 22 lande. Foto: Mik Eskestad

De har udgivet ti krimier på ni år, og deres bøger om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen har solgt tusindvis af eksemplarer og er udkommet i 22 lande.

Men når den tiende og sidste bog i serien om Konrad Simonsen udkommer til efteråret, vil søskendeparret og forfatterduoen Lotte og Søren Hammer lægge forbrydelser og politiefterforskning på hylden - i hvert fald for en stund.

Ifølge en pressemeddelelse fra forlaget HarperCollins kaster de to forfattere sig nemlig over en ny bogserie.

- Efter ti år med krimier ser vi frem til at prøve kræfter med en ny genre - den historiske krigsroman, siger de i pressemeddelelsen.

Grænselandet
Parrets nye romanserie udspiller sig i krigsårene fra 1939 til 1945 og følger en dansk-jødisk kvinde fra København og en dansk-tysk mand fra grænselandet og deres rejse gennem krigens brændpunkter.

Der er planlagt otte bind i serien, som også vil udkomme i Sverige, Norge og Finland.

Lotte og Søren Hammer har på nuværende tidspunkt skrevet fire af bøgerne færdige.

De første to bind, 'Vejen til Warszawa' og 'Kobberminen', er planlagt til at udkomme i marts 2020.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere