Efter to år: Tv-vært stopper

Den tidligere vinder af 'Den store bagedyst' Annemette Voss er færdig som vært på 'Sådanmark'

Annemette Voss er færdig som tv-vært - indtil videre i hvert fald. Her ses hun til en bogreception. Foto: Linda Johansen
Annemette Voss er færdig som tv-vært - indtil videre i hvert fald. Her ses hun til en bogreception. Foto: Linda Johansen

Vi lærte hende at kende som detaljernes dronning i 'Den store bagedyst' fra 2013. Siden har den arkitekt-uddannede Annemette Voss kunnet leve af sine bageevner kombineret med sin populære blog i eget navn.

Og for to år siden sprang Voss så ud som tv-vært på magasinprogrammet 'Sådanmark', der bliver sendt på de otte regionale TV2-stationer. Værtstjansen deler hun med Henriette Honoré.

Se også: Tv 2-vært: Jeg får lyst til at råbe og rive mig i håret

Men om et par uger er det slut. 'Sådanmark' lukker og slukker i midten af januar, bekræfter Annemette Voss over for Ekstra Bladet.

- Jeg har jo vidst, at det var en toårig kontrakt, så det er ikke noget, der overrasker mig, fortæller hun om lukningen.

Hun afviser at spekulere i, hvorfor programmet ikke er blevet forlænget.

- Det må være noget, TV2-regionerne skal svare på, og ikke mig.

Hun lægger dog ikke skjul på, at hun er ærgerlig over, at de to år som tv-vært nærmer sig en afslutning.

 - Vi synes jo selv, at vi har lavet nogle fantastisk gode programmer, og det synes vores gæster heldigvis også, så det er selvfølgelig en skam. Men vi er stolte af det, vi har lavet, slår hun fast. 

Se også: TV 2-vært: Sådan er sexlivet som mor

Annemette Voss vil da også meget gerne fortsætte på skærmen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg rigtig gerne vil lave mere tv, men jeg er også enorm selektiv. Jeg har mest lyst til at fortsætte ad den fine sti, jeg synes, jeg havde fået lagt med 'Sådanmark' med den slags mere samfundsrelevante og debatterende format, men den type programmer er der ikke mange af, erkender hun.

- Jeg har ikke noget nu, men jeg ser mig da om og gør de folk, jeg kender i branchen, opmærksomme på, at jeg gerne vil lave noget mere, tilføjer hun.

Indtil da kan Voss opleves i 'Go' Morgen Danmark', hvor hun er fast ekspert. Derudover er hun i færd med at skrive to nye kogebøger.

Se også: Ingen tvivl: Han er vinderen af 'Bagedysten'