Efter turbulent forhold: Smider stor nyhed

Philip May og Simone Hvenegaard kan snart kalde sig forældre

'Paradise'-parret kan snart kalde sig forældre. Foto: Anthon Unger
'Paradise'-parret kan snart kalde sig forældre. Foto: Anthon Unger

Snart bliver to til tre hos reality-veteranen Philip May og hans 'Paradise Hotel'-kæreste Simone Hvenegaard.

Det bekræfter de begge over for Ekstra Bladet.

- Det tog fire måneder at blive gravide. Vi har altid gerne villet have børn, og Simone skulle lige være færdig med sin uddannelse, fortæller Philip, der også kan sige, at Simone lige nu er 16 uger henne.

Han er ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for parret.

- Jeg har følt mig klar i mange år, og Simone er også klar, så hvorfor ikke bare gøre ting? Det er jo det sidste, man mangler for at kunne blive en rigtig familie. Nu tager vi det skridt.

På samme måde fortæller Simone, at hun er klar til at blive mor.

- Det er jeg. Jeg er færdig med min uddannelse, og det er rigtig god timing. Det er jo planlagt. Det er et ønskebarn. Jeg har altid vidst, jeg skulle være mor, og jeg har altid drømt om, at det skulle være, når uddannelsen var færdig. Og jeg blev færdig i juni måned.

Realitystjernen kan da også allerede afsløre, hvilket køn de kan se frem til at byde velkommen.

- Det er en dreng. Det fandt vi ud af i går til kønsskanning. Vi har allerede et navn, men det er lidt hemmeligt. Det kan være, at vi kommer til at sige det på Instagram senere, men indtil videre er det hemmeligt. Men der kommer en lille mini-May.

Sådan her så det ud, da Simone og Philip afslørede, at de skal være forældre. Man må sige, at parret har sin helt egen måde at gøre det på. Privatfoto
Sådan her så det ud, da Simone og Philip afslørede, at de skal være forældre. Man må sige, at parret har sin helt egen måde at gøre det på. Privatfoto

Den største oplevelse
- Hvordan har det været at kunne se sit eget barn på scanningerne?

- Det er jo den største gave hver gang. Man bliver så rørt. Da vi så hjerteblink, kunne jeg slet ikke være i mig selv. Det er jo så vildt, at man kan være med til at skabe sådan noget, og man glæder sig bare til hver gang, man skal til scanning og kan se sit barn igen. Det er en stor omvæltning, og jeg kan godt mærke, at man lige skal huske at trække vejret engang imellem, for nu skal man sgu tage sig sammen. Nu har man pludselig et andet menneske. Man skal passe mere på end sig selv, men jeg er så klar til det.

Og ifølge Simone kan man allerede se på hende, at hun venter en lille baby.

- Der er allerede mave. Det er en ubeskrivelig følelse. Det er helt fantastisk. Det er den mest underlige følelse af ubeskrivelig glæde, når vi har set ham på skanningerne. Som jeg også siger til Philip, hver gang vi har været til skanninger, føler jeg, at jeg savner det, selvom det er lige inde i min mave. Bare det at kunne se et liv, er simpelthen så smukt, lyder det.

Havde set den komme
Philip May spåede allerede sin egen fremtid tilbage i 2017, hvor han fortalte, at den næste kæreste han fik, blev hende, han skulle have børn med.

- Man kan kalde mig lidt af et orakel. Der er jo ingen tvivl om, at mig og Simone har haft vores ups and downs, men vi har altid kæmpet for kærligheden, og jeg har altid vidst, at det var hende, jeg skulle have min familie med. Det tror jeg også, hun har vidst. Så jeg er da glad for, at det kunne gå i opfyldelse, for det er ikke noget, jeg har sagt før.

Parret fortæller, at det går rigtig godt med dem for tiden, men at de lige skal til at have styr på boligsituationen, inden babyen melder sin ankomst.

- Vi kigger efter hus. Alt bliver vendt. Når man pludselig bliver en større familie, så vil man gøre alt, der er bedst for barnet. Sådan tror jeg, alle mennesker tænker, så nu skal vi have nyt sted at bo.

Turbulent forhold
Philip og Simone fandt sammen under optagelserne til 'Paradise Hotel' sæson 13 i slutningen af 2016. De fortsatte forholdet, efter de vendte hjem til Danmark, men i november 2017 gik de fra hinanden.

Til Reality Awards 2018 havde de to realitystjerner dog atter fået et godt øje til hinanden og kunne ikke holde fingrene fra hinanden.

- Vores hjerter er blevet ét igen. Vi er sgu blevet kærester!, meddelte Philip May dengang.

Lidt over et år efter, i april 2019, gik det dog galt mellem parret igen, men det seneste år har der været stor kærlighed mellem parret, der nu snart kan kalde sig forældre til en lille dreng.

Parret afslører også graviditeten på Instagram, hvor de har valgt at gøre det på en noget anderledes måde. Læs deres sjove opslag her.