Ekspert: Sisse Fisker er rollemodel

Tv-vært Sisse Fiskers beslutning om at sige sit faste job op for at få mere tid til familien er udtryk for en voksende tendens

Sisse Fiskers beslutning er i tråd med en moderne tendens, der sætter fokus på balance mellem arbejde og familieliv. (Foto: Valdemar Jørgensen)
Sisse Fiskers beslutning er i tråd med en moderne tendens, der sætter fokus på balance mellem arbejde og familieliv. (Foto: Valdemar Jørgensen)

Se også: Sisse Fisker om DR-exit: Føles pissegodt

Se også: Sisse Fisker har sagt op

De fleste travle børneforældre har sikkert på et eller andet tidspunkt overvejet at gøre som Sisse Fisker, der i dag via Instagram meldte ud, at hun havde sagt sit ellers gode faste job hos DR op og i fremtiden ville fokusere på børn, mand, frivilligt arbejde, rejser og velvære - og alt det andet, man med et fortærsket udtryk ynder at kalde 'bløde værdier'.

- Det er udtryk for en stigende og meget klar tendens, og det er i højere grad blevet OK, at man følger sit hjerte og bliver fattigere, men lykkeligere - og anerkender, at livet er andet end arbejde, siger Helle Rosdahl Lund fra 'Center for balance mellem arbejdsliv og familieliv' (CBAF).

Pitstop
Lysten og modet til at tage et såkaldt 'pitstop i tilværelsen' og omstrukturere sit liv hænger ifølge Helle Rosdahl Lund sammen med med, at der i Danmark er vokset en stor middelklasse frem, der har råd til at leve deres drømme ud på en anden måde end ved at være totalt engageret i jobbet.

- Der er flere og flere, der gør sig de her overvejelser, og vi har ikke set de sidste. Det giver mere genlyd, når det er kendte personer, der gør det. Sisse Fisker kan gå hen og blive en ny form for rollemodel for folk, der vil leve livet på en anden måde, siger Helle Rosdahl Lund og fortsætter:

- Vi har haft en lang periode, der blev forstærket under krisen, hvor arbejdslivet fyldte det hele, men de seneste tre år er der begyndt at ske en ændring, hvor det er blevet langt mere legitimt at have fokus på de bløde værdier.