Endnu mere falsk: Fie Laursen fanget i ny bommert

Bloggeren Fie Laursen erkendte for nylig, at hun har løjet om, hvad hun har skrevet på sin blog. Nu har hun dummet sig igen

Fie Laursen poserer i den falske t-shirt. Foto: Fie Laursen
Fie Laursen poserer i den falske t-shirt. Foto: Fie Laursen

I slutningen af maj måned stod den populære blogger Fie Laursen frem og fortalte, at hun ikke altid havde holdt sig til sandheden, når hun fortalte om sit liv.

Grædende forklarede hun sine mange fans, at hun i jagten på penge, havde opdigtet flere af de ting, hun skrev om på sin blog. Hun lagde kortene på bordet, for at starte på en frisk, men nu er hun tilsyneladende havnet i fedtefadet igen.

I et blog-indlæg skrevet den 29. juni poserer hun i ny t-shirts af mærket Thrasher, samtidig med at hun linker til en hjemmeside, hvor man kan købe t-shirten.

- Hvis der er en trend jeg har bemærket i mine sidste 2 uger i Los Angeles så er det de anerkendte Thrasher T-shirts som ALLE går i og nu er jeg kommet med på moden, skriver Fie Laursen i indlægget.

Der er bare et problem... Den Thrasher t-shirt, som hun poserer i, er falsk.

Modellen findes ikke
Thomas Nielsen ejer webshoppen TheBossShop.dk, der sælger t-shirts af mærket Thrasher.

Han har set billederne på Fie Laursens blog, og ifølge ham, ser det ikke godt ud for den unge blogger.

- Thrasher har ikke lavet sådan en t-shirt, som hun har på. Logoet går jo næsten fra skulder til skulder, og hvis du kigger på deres originale modeller, så kan du se, at logoet er meget mindre, siger han til Ekstra Bladet.

- Den er falsk, og det kan jeg sige, uden at have haft den i hånden.

Folk går i små sko
Hovedpersonen erkender, at hendes t-shirt ikke er så original, som hun måske giver udtryk for i sit blogindlæg.

- Det er min venindes trøje, og jeg troede bare, at det var en standard t-shirt til to kroner. Så jeg fik taget et billede med den på, og så gik alle bare helt amok. Alle sagde, at den var fake, men det anede jeg ikke noget om, siger Fie Laursen til Ekstra Bladet.

Hun forklarer, at hun tit bruger venindens tøj, når hun er i USA, og at hun derfor ikke var klar over, at t-shirten var falsk.

Da hun fandt ud af det, fjernede hun billedet fra Instagram, men billederne ligger stadig på hendes blog, for nu gider hun ikke gøre mere ved det.

- Jeg tror bare, at folk går i for små sko. Jeg anede ikke engang, at Thrasher var et mærke, og jeg gider virkelig ikke gå op i t-shirts, siger hun til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Thrasher, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

En grædefærdig Fie Laursen lagde i maj denne video på Facebook, hvor hun fortalte, at hun ikke altid har holdt sig til sandheden 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere