Erik Brandt taber million: - Nu skal jeg bare af med det

Modemanden har i årevis forsøgt at sælge sin gård på Møn. Nu giver han det et nyt skud med endnu en prisnedsættelse

1.400.000 kroner. Det er det nyeste prisskilt på Erik Brandts firelængede gård på Møn.

Sammen med sin kone, Margit Brandt, købte han den stråtækte Morten Korch-gård tilbage i 2006 for at komme væk fra Københavns stress og jag.

Dengang gav modeparret 2.450.000 kroner for bindingsværk-idyllen. Allerede året efter forsøgte de første gang at komme af med ejendommen på 140 kvadratmeter - dengang med tydelig forventning om en gevinst. Margit og Erik Brandt ville have 3.995.000 for gården, men efter knap et år måtte de sande, at der ikke var købere til boligen til den pris.

Siden er gården i Borre blevet forsøgt solgt flere gange. Faktisk er det nu sjette gang, at Erik Brandt banker et til salg-skilt op foran ejendommen.

Se også: Brandt brænder inde med gård

- Jeg skal bare af med den nu. Jeg kan ikke holde ud at være der. Stedet minder mig alt for meget om Margit, siger Erik Brandt om sin kone, som han mistede i oktober 2011.

- Jeg bliver simpelthen ked af det, når jeg er dernede, så nu er prisen sat ned endnu en gang. Gården står og forfalder. Sådan er det med huse, der ikke bor nogen i. De mister deres sjæl, siger Erik Brandt, der er bevidst om, at han kommer til at sætte mere end en million til på gården.

Erik Brandts gård hedder Klintely. Foto: Home Stege
Erik Brandts gård hedder Klintely. Foto: Home Stege

- Sådan er det. Jeg kommer til at tabe på salget, men jeg har tjent rigtig mange penge på ejendomme gennem tiden i både Danmark, New York og på Bali, siger Erik Brandt og fortsætter.

- Dem, der køber gården, får et fantastisk sted. De får den for 1.400.000 kroner, og så vil jeg have en god middag og en buket blomster med, siger han.

I forbindelse med den seneste prisnedsættelse har Erik Brandt skiftet ejendomsmægler, og det er nu Home i Stege, der skal forsøge at få gården solgt. Se mere her.

Stuen på Erik Brandts gård. Foto: Home Stege
Stuen på Erik Brandts gård. Foto: Home Stege

'Ejendommen trænger nemlig til et kærligt løft, hvilket også må siges at afspejles i prisen', står der blandt andet i salgsmaterialet, hvor billeder afslører, at gården i den grad trænger til at et nyt tag.

Det fremgår også, at boligen indeholder et hyggeligt landkøkken med plankegulv og udsigt til gårdhaven. Stor vinkelstue med brændeovn og udgang til haven. I alt er der altså tre værelser og to stuer i boligdelen af ejendommen, der også indeholder en stor garage.

Stilen er holdt i lyse og brunlige farver. Foto: Home Stege
Stilen er holdt i lyse og brunlige farver. Foto: Home Stege
 

Skærm

Mest læste i flash!