Erik Damgaard i ny bog: Derfor gik det galt

Computernørden er aktuel med 'Fra Damgaard til Microsoft', hvor han fortæller om sine succeser og fiaskoer

- Min læring er, at man skal lave det, man brænder for, siger Erik Damgaard til Børsen i forbindelse med udgivelsen af sin bog. Foto: Jan Unger
- Min læring er, at man skal lave det, man brænder for, siger Erik Damgaard til Børsen i forbindelse med udgivelsen af sin bog. Foto: Jan Unger

Erhvervsmanden Erik Damgaard har haft sine op- og nedture, hvad enten det drejer sig om privatlivet eller forretningen.

Lige nu er han på vej op, men det har ikke været enkelt, efter hans deroute i kølvandet på finanskrisen næsten skubbede ham ud over afgrunden.

Krisen kradser, som man siger - det gjaldt også for Erik Damgaard, der mistede stort set hele sin formue omkring 2008.

Selv om Damgaard har sagt, at den sag er passé, har han alligevel sagt ja til at skrive en bog om blandt andet dét med sin bror.

Derfor gik det galt
Bogen, der hedder 'Fra Damgaard til Microsoft', udkom fredag, og her forklarer han blandt andet, hvorfor det gik så galt, som det gjorde, såvel som hvorfor det gik godt.

I et interview med Børsen sætter han nu endnu flere ord på:

- Da vi solgte til Microsoft, gik jeg en frustreret tid i møde. Der var mange dejlige penge, og jeg forsøgte mig som finansmand uden at kende mekanismerne i markedet. Og så gik det helt galt for mig, siger han til avisen og fortsætter:

- Derfor er jeg nu startet som udvikler af software igen i mit nye firma Uniconta, og det går allerede forrygende. Så jeg er på rette hylde igen efter megen turbulens, som kostede mig det meste af min formue.

Erik Damgaard er tilbage og vil nu gå hårdt efter Microsofts kunder med et nyt økonomistyringsprogram. Foto: Ole Frederiksen Kendte Erik Damgaard er tilbage: Nu tjener han atter millioner

Et liv i luksus
Da Ekstra Bladet talte med ham i 2015, var der kun en håndfuld millioner tilbage af den milliard, som han fik sat ind på kontoen, da han sammen med sin bror solgte programmet Navision til Microsoft i 2002.

Pengene fra det store salg brugte han blandt andet på et liv i luksus, et million-palæ i Hellerup og investeringer i nye erhvervsprojekter.

Den sidste del gik dog ikke lige efter planen, og under finanskrisen tabte Erik Damgaard store summer på sit investeringsselskab, Porteføljeinvest, der i 2011 gik konkurs.

God for millioner
Hvad angår hans nutidige fremgang, taler tallene deres tydelige sprog.

Ekstra Bladet opgørelse af Erik Damgaards regnskaber sidste år viste, at han var god for omkring 11 millioner kroner.

Dengang havde hans aktuelle fyrtårnsprojekt Uniconta en egenkapital på 5,4 millioner kroner. Den er dog faldet til 3,5 millioner kroner i det seneste regnskab.

Se også: Erik Damgaard i vildt comeback: Nu går han efter Microsoft

Erik Damgaard reklamerer for Uniconta. Foto: Uniconta
Erik Damgaard reklamerer for Uniconta. Foto: Uniconta

Ikke desto mindre sneg virksomheden sig hele vejen ind i dagligstuerne tidligere på året, hvor reklamer for Uniconta blev vist i tv.

Firmaet skal tjene penge på at lave software, der er særligt henvendt til små og mellemstore virksomheder.

Det skal give hjælp til bogholderi, fakturering og lagerstyring. Kunderne er blandt andet Sengeeksperten, der er et af Lars Larsens datterselskaber, har Erik Damgaard tidligere fortalt.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at tale med Erik Damgaard i forbindelse med hans nye bog.