Fans i svime over billede: Deler stor nyhed

Liv Martine fra 'Den store bagedyst' afslører nu over for sine følgere, at hun er gravid

Liv Martine vandt 'Den store bagedyst' i 2015. Foto: Carsten Mol/DR
Liv Martine vandt 'Den store bagedyst' i 2015. Foto: Carsten Mol/DR

'Jeg har vidst fra den dag jeg mødte Mads, at han skulle være far til mine børn, uanset hvad! Det er lykkedes'.

Sådan indleder kage-darling Liv Martine et opslag på det sociale medie Instagram, hvor hun afslører, at hun og Mads venter sig.

'Mads og jeg skal være forældre, og det er pisse fedt! Vi glæder os helt vildt til at møde vores lille baby', lyder det afslutningsvis i opslaget, der på få minutter er gået helt amok blandt Livs mange følgere.

I skrivende stund har over 4000 mennesker liket opslaget, og det vælter ind med lykønskninger til parret, der sidste år blev gift.

'Fantastisk! Tillykke', lyder det fra Rasmine Laudrup.

'Kæmpe tælløxikum', skriver sangerinden Szhirley.

Også værten fra 'Den store bagedyst', Timm Vladimir, har kommenteret den kommende familieforøgelse med en masse hjerter.

Det er også en meget lykkelig Liv Martine, som Ekstra Bladet fanger på telefonen til en snak om den glædelige nyhed.

- Det er fuldstændig fantastisk. Det er ret vildt, jubler hun.

Planlagt fra start
'Den store bagedyst'-deltageren og manden holder for sig selv lidt endnu, hvor langt henne hun er i graviditeten.

30-årige Mads og 29-årige Liv Martine har været sammen i omkring otte år, og de følte, at det var det helt rigtige tidspunkt til en familieforøgelse.

- Det var planlagt. Det har det været, lige siden jeg mødte Mads. Hvor kliché det end lyder, men det er meget reelt. Jeg har endda sagt til ham, at hvis vi gik fra hinanden, så skulle han stadig være far til mine børn. Så fantastisk et menneske synes jeg, at han er. Så det er heldigt, at vi stadig er sammen, griner hun.

Liv Martine fortæller, at det gik hurtigt, fra de tog beslutningen om at skulle være forældre, til hun stod med en positiv test i hånden.

- Jeg havde en idé om, at jeg skulle være rigtig cool og lave en gave til Mads og være surprise-agtig ... men jeg var overhovedet ikke cool. Jeg så bare de to streger på den pind, man har pisset på, og så løb jeg grædende ud til ham, siger hun med et grin.

- Man blev da også lidt angst, fordi der kunne jo ske alt muligt. Men vi blev meget glade. Det er også første gang, vi skal være forældre, så man tænker da lidt: 'Kan vi finde ud af sådan noget?'. Nu laver vi noget, der kommer til verden, som vi har ansvaret for og skal passe på for evigt. Jeg synes, det er ret vildt, lyder det fra 'Den store bagedyst'-deltageren, som forventer, at det bliver 'det fedeste i verden' at blive mor.

Liv Martine og Mads kender endnu ikke kønnet på familiens kommende medlem.