FCK-profil sælger luksus-lejlighed

Den 25-årige FCK-spiller Nicolaj Thomsen sætter sin herskabslejlighed til salg

Hvis du vil være den heldige ejer af lejligheden, skal du hoste op med ikke mindre end 7,1 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Hvis du vil være den heldige ejer af lejligheden, skal du hoste op med ikke mindre end 7,1 millioner kroner. Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Under kampen er det hele på spil. Pulsen er høj på den grønne plæne, mens de blå- og hvidklædte fans råber fra sidelinjen.

På Frederiksberg - væk fra fodboldbanen og de ivrige tilskuere - er tempoet lidt noget andet. 

Og det er netop på Frederiksberg, at den 25-årige FCK-spiller Nicolaj Thomsen siden 2017 har haft sin anden hjemmebane: en fem-værelses lejlighed. En lejlighed, der netop er kommet til salg. Det oplyser Boliga

Boligen rummer 121 kvadratmeter med herskabelige detaljer og altan med udsigt ud over byens tage, som ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen beskriver det i lejlighedens salgsannonce. 

For at overtage udsigten og den centrale beliggenhed tæt på Søerne og Forum skal en køber lægge 7,1 millioner kroner - det svarer til en kvadratmeterpris på lige over 58.600 kroner.

Dyrt område
Frederiksberg er landets dyreste kommune at købe ejerlejlighed i.

I 2018 blev lejlighederne således solgt til en gennemsnitlig pris på lige over 55.000 kroner pr. kvadratmeter. Det viser tal fra Boliga.

Det placerer Nicolaj Thomsens bolig en smule over det gennemsnitlige prisniveau i området, men det betyder ikke, at den nødvendigvis får lov til at ligge til salg længe af den grund. 

Sidste år tog det nemlig blot 65 dage at sælge ejerlejlighederne i Frederiksberg Kommune. Til sammenligning lød salgstiden for ejerlejligheder i Københavns Kommune på 69 dage.

Ud over sin rolle som midtbanespiller hos FC København har Nicolaj Thomsen også været på grønsværen for andre hold.

Han startede sin Superliga-karriere i AaB, hvor han spillede i godt fire år, inden han efter et kort visit hos FC Nantes i Frankrig endte hos Løverne i København.

Se Nicolaj Thomsens lejlighed HER

Skærm

Mest læste i flash!