Fie Laursen hasteindlagt: Nu forklarer hun sig

Fie Laursen tager nu bladet fra munden, efter hun blev hentet med ambulance til en efterfest

Fie Laursen blev indlagt efter en fest, som hun deltog i efter Guldtuben i Royal Arena. Foto: Philip Davali
Fie Laursen blev indlagt efter en fest, som hun deltog i efter Guldtuben i Royal Arena. Foto: Philip Davali

Det gik helt galt for bloggeren Fie Laursen, da hun i weekenden deltog i en fest efter den populære prisfest Guldtuben i Royal Arena.

Her blev hun nemlig hentet og kørt væk i en ambulance.

Siden da har der været tavshed fra Fie Laursen, og kun hendes manager har udtalt sig ganske kort om episoden, hvor Fie Laursen ifølge manageren 'fik det skidt'.

Men nu giver Fie Laursen for første gang lyd fra sig.

Det sker på hendes blog.

Her fortæller hun, at hun har valgt at trække stikket efter episoden, og at hun nu modtager professionel hjælp og prøver at sunde sig med hjælp fra familien.

'Jeg går igennem en tid, hvor jeg har indset, at det er ok at bede om hjælp, det er ok at skrige og græde – og det er ok at erkende, at jeg har et problem. Jeg har levet et liv, der har slidt min sjæl og tanker ned. Det, jeg har brug for i mit liv, er mine nærmeste, en psykolog, naturen og hjælp fra en coach, der har forstand på det, jeg går igennem', lyder det fra den populære blogger.

Se også: Fie Laursen hastet på hospitalet: Nu taler manager om voldsomme rygter

Artiklen fortsætter under billedet...

En efterfest efter Guldtuben 2018 sluttede brat for Fie Laursen. Foto: Henning Hjorth
En efterfest efter Guldtuben 2018 sluttede brat for Fie Laursen. Foto: Henning Hjorth


Vil ikke sige hvorfor
Det var omkring klokken 02 natten til søndag, at den 22-årige blogger blev kørt på hospitalet efter en fest. Siden har der været en del rygter om, hvorfor hun blev indlagt, og mange har her peget på, at det skyldtes en overdosis.

Det har hendes manager dog ikke villet bekræfte, og i det nye blogindlæg forklarer Fie Laursen heller ikke præcis, hvorfor hun endte på hospitalet.

'Jeg er kommet i hjælp – og jeg ved, at jeg kommer endnu stærkere ud på den anden side. Jeg har lært, at mine penge ikke skal bruges på dyre tasker lige nu, men på at få profesionelle rundt om mig, til at finde den ægte livsglæde frem. Jeg er ikke den perfekte rollemodel, men jeg skal nok vise jer at man kan overleve alt', skriver hun på sin blog og uddyber.

'Der er et hav af rygter, for hvad der skete til efterfesten, og alt jeg føler, mit hjerte kan bære at sige, er, at jeg har lært, hvor kort livet er. Jeg har lært, at jeg skal kæmpe for mit eget liv, hvis ikke det skal tages fra mig. Jeg kommer endnu stærkere tilbage, men nu er det gammelt indhold jeg ikke har postet, I må se.'

Se også: Dansk kendis-blogger hentet i ambulance til efterfest

Vender tilbage
Fie Laursen sender ligeledes en masse hilsner til sine fans og forsikrer dem om, at hun nok skal vende tilbage, når hun har fået en pause fra internettet og de sociale medier.

I blogindlægget oplyser hun desuden, at hendes familie den kommende tid vil uploade materiale på YouTube og på Fie Laursens blog, som bloggeren selv har optaget tidligere.

På den måde vil hendes fans stadig kunne følge lidt med i hendes liv.

'Jeg vil sige tak for alt kærlighed og støtte, jeg har modtaget og til jer, der har travlt med at skrive ondskabsfuldt, så vil jeg bede jer tænke jer om. Jeg holder mig netop fra internettet lige nu for at finde fokus på bedring og for at komme væk fra at læse kommentarer, der gør grin med mit liv', skriver hun.

'Jeg tager ansvar, så mine forældre ikke skal miste deres datter som 22 årig. Jeg tager ansvar for at næste gang i ser mig optage nyt indhold, så er jeg en god rollemodel, som har budskaber med sig og kan tage sig af sine fans. Men før jeg kan det, skal jeg tage mig af mig selv', afslutter hun.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Fie Laursen.