Fik knust sit hjerte på tv: Nu har dansk realitydeltager fundet kærligheden

Det lykkedes ikke Emilie at finde kærligheden i 'Love Island', men efter hjemkomsten til Danmark er hun begyndt at se en fyr

Emilie forlod 'Love Island' i tårer. Nu smiler hun igen. Foto: ANTHON UNGER
Emilie forlod 'Love Island' i tårer. Nu smiler hun igen. Foto: ANTHON UNGER

Det var svært ikke at føle sympati for den kønne 22-årige Emilie Thorup, da hun i efteråret var deltager i TV3-programmet 'Love Island'.

Her fandt hun hurtigt sammen med deltageren Nikolaj Würtz, som hun blev smaskforelsket i. Seerne derhjemme kunne følge hendes kamp for at vinde Nikolajs hjerte, men det lykkedes aldrig og med et knust hjerte, valgte hun at forlade programmet.

- Jeg fandt kærligheden i villaen, men kærligheden ville ikke mig, og derfor forlod jeg programmet, forklarede hun kortfattet til Ekstra Bladet.

Se også: Vandt kvart million på tv: Sådan skal pengene bruges

Men siden er meget sket, og en glad Emilie kan nu afsløre over for Ekstra Bladet, at hun har fundet kærligheden herhjemme i Danmark.

- Det er en fyr, der hedder Oliver, som jeg også så lidt til før 'Love Island'. Jeg har kendt ham i et halvt års tid, og jeg har faktisk brændt ham af syv gange før programmet. Heldigvis gav han ikke op, fortæller Emilie Thorup.

Emilie fra 'Love Island'. Foto: ANTHON UNGER
Emilie fra 'Love Island'. Foto: ANTHON UNGER

En god fyr
Den 23-årige Oliver gav ikke op, og da hun kom hjem til Danmark, inviterede han Emilie ud på en kop kaffe. De har været sammen lige siden.

- Han er bare alt det, jeg savnede. Han har så god en personlighed og behandler mig så pænt. Han er virkelig en god fyr. Jeg ville jo gerne finde en fyr, der var lidt ældre, men han er meget moden af sin alder og går meget op i sit arbejde. Han er ikke en drengerøv, fortæller Emilie.

Se også: Afsløring: Skrider fra 'Love Island' - tog på druk i København

De kalder sig endnu ikke kærester, men Emilie fortæller, at hun ikke går rundt og kysser på andre.

- Han er i Australien lige nu og kommer hjem igen i starten af januar, hvor vi nok tager 'snakken'. Jeg ser i hvert fald ikke andre, og der er heller ikke andre, der fanger min interesse, fortæller hun.

Mange tilbud
Efter hjemkomsten har hun kunnet se sig selv på tv, og hun indrømmer gerne, at det har været lidt tåkrummende til tider.

- Jeg forstår ikke, hvad jeg har set i Nikolaj. Forstå mig ret, han er en pisse sød fyr, men det er bare ikke lige noget for mig. Jeg har krummet tæer over, at jeg var så 'cringe', griner hun.

Det har dog ikke skræmt potentielle bejlere. Direkte adspurgt om hun har fået mange tilbud i indbakken, lyder svaret.

- Ja jeg har fået mange, men jeg synes bare, det er lidt mærkeligt, når det er nogen, der har set mig i 'Love Island'. Man kan ikke vide, om det er reelt, eller om det mere handler om, at jeg har været på tv, så det er lidt svært at navigere i. Det gode ved Oliver er også, at vi har kendt hinanden inden 'Love Island', så jeg ved, at det ikke bare handler om, at han har set mig på tv.

Emilie er nomineret til årets bedste newcomer ved Reality Awards, der afvikles 11. januar i København. 'Love Island' blev vundet af Julie Melsen og Oliver Erngart

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere