Flytter ind hos Lukas Graham: Dansk skuespiller sælger hytten

'Badehotellet'-skuespilleren Neel Rønholt har sat sin lejlighed til salg

Drømmer du om at bo i København K, og har du 3.795.000 løse kroner i lommen? Så kan det være, at du bør give Neel Rønholt et kald.

Den populære skuespiller har nemlig sat lejligheden til salg.

Adressen er på det hippe Christianshavn i København, og ifølge beskrivelsen hos mægleren Danbolig City er 'alt lige ved hånden'.

Det skriver Boliga Kendte.

Den treværelses lejlighed har ikke kun en beliggenhed midt i et af byens mest levende kvarterer - der er også en stue med fransk altan og to værelser. Ligesom der selvklart er nødvendigheder som køkken og bad på de 72 kvadratmeter.

Lejlighedens altan. Se flere billeder på linket i bunden af artiklen. Foto: Danbolig City
Lejlighedens altan. Se flere billeder på linket i bunden af artiklen. Foto: Danbolig City

Vokseværk i familien
Går det, som det plejer i København K - som Christianshavn hører under - så skal Neel Rønholt blot have sælger-titlen på i 84 dage. Det var ifølge Boliga.dk nemlig den gennemsnitlige salgstid i 1. halvår.

Skuespillerinden, der i vinter blev mor for anden gang, behøver dog ikke bekymre sig om, hvor den næste adresse skal være. Hun, gemalen Jens Sætter-Lassen og deres to døtre skal ifølge interviews med flere medier flytte i bofællesskab med Lukas Graham - og det er tilsyneladende blot en kort gåtur fra hendes nuværende lejlighed.

Neel Rønholt er blandt andet kendt for sine roller i 'Tinkas Juleeventyr', 'Mercur' og 'Badehotellet'. Ligesom hun sammen med kollegaerne Julie Ølgaard og Laura Christensen har konceptet Nips, der blandt andet driver en Youtube-kanal.

Se billeder af lejligheden her.