Forladt af kæresten

Tv-kendissen Simon Iversen er blevet single. Han og eks-kæresten har ingen kontakt

Hør Simon Iversen fortælle om dårlig sædkvalitet og konsekvenserne ved et årelangt forbrug af blandt andet steroider. Redigering: Henrik Houlberg

Det var en glad Simon Iversen, der i marts sidste år kunne fortælle omverden, at han havde fundet kærligheden i den 10 år yngre Julie.

Siden flyttede parret sammen, men nu er kærligheden brast.

Det fortæller 32-årige Simon Iversen, som man kender fra DR-programmet 'Hård udenpå' og TV3's 'For lækker til love', til Ekstra Bladet.

- Vi gik fra hinanden for omkring to måneder siden, og det var Julie der gik fra mig, siger han.

Selvom det ikke var hans valg, hviler han i beslutningen, som han godt kan se var den rigtige.

- Jeg har det okay med det, for i grunden trivedes jeg ikke i forholdet. Jeg gik med den følelse, at Julie egentlig levede sit eget liv i vores forhold, hun var slet ikke til stede, og hun fokuserede kun på sine egne drømme, siger han.

Simon Iversen har deltaget i flere tv-programmer. Foto: Olivia Loftlund
Simon Iversen har deltaget i flere tv-programmer. Foto: Olivia Loftlund

I dag har de slet ingen kontakt.

- Vi taler slet ikke sammen, men jeg ønsker hende alt det bedste, og jeg håber, hun har det godt og er på vej derhen i livet, hvor hun gerne vil være, siger han.

Det nu tidligere par fandt sammen, imens han optog 'For lækker til love', men det var dog ikke i programmet, at de mødtes. Med den nye status som single åbner der sig et væld af muligheder i tv-branchen, hvor mange realityprogrammer kræver, at man er single. Og hvis der dukker noget interessant op, vil han være frisk på en tur mere på skærmen.

- Jeg er stadig frisk på tv, hvis det rette tilbud kommer. Single-tv eller ej, siger han.