Fuhlendorff: Jeg har øvet mit taberansigt

Komikeren håber at blive 'Årets Komiker', men han erkender, han er i hård konkurrence

Det er anden gang, at Christian Fuhlendorff er nomineret af sine kolleger. (Foto: Mike Nybroe/DR)
Det er anden gang, at Christian Fuhlendorff er nomineret af sine kolleger. (Foto: Mike Nybroe/DR)

På torsdag bliver det afsløret, om det bliver Christian Fuhlendorff, der løber med titlen som 'Årets Komiker'.

Zulu Comedy Galla afholdes i Operaen i København, hvor alt, hvad der kan krybe og gå af sjove mænd og kvinder, er samlet under ét tag.

Er du ikke så heldig at have fået en billet til det store show, så har du mulighed for at vinde to billetter her i Ekstra Bladets konkurrence, eller se showet på TV2 Zulu den 30. august.

Den 32-årige tidligere 'Husk Lige Tandbørsten'-vært, der af sine kolleger kærligt kaldes 'Fuglen', er nomineret for showet 'For at gøre en kort historie lang' og radioprogrammet 'Gandhi' på P3.

- Det er altid dejligt, når kollegaer, fagfolk og branchemennesker har set det, man laver, og det har fortjent at være blandt det bedste comedy herhjemme i det forgangne år, siger Christian Fuhlendorff til Ekstra Bladet.

- Jeg er glad for at være nomineret, men jeg vil også herregerne vinde.

Se også: Så meget tjener DRs radioværter

Han har tidligere været nomineret til 'Årets Komiker', men dengang måtte han se sig slået af Anders Matthesen. I år er han i opløbet med Tobias Dybvad, Jacob Tingleff og Jan Gintberg.

- Jeg har sat mine forventninger efter, at Tobias Dybvad, der er gudfar til mit barn, er nomineret. Han er meget populær. Det lagde jeg mærke til på Skanderborg, når vi gik rundt. Og Jan Gintberg er meget populær, så jeg har ikke skruet mine forventninger helt op, siger Christian Fuhlendorff, der er spændt på udfaldet i Operaen i næste uge.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tobias Dybvad og Christian Fuhlendorff er gode venner, men på torsdag er de også konkurrenter, når prisen som 'Årets Komiker' skal uddeles. (Foto: Per Arnesen/TV2 Zulu)
Tobias Dybvad og Christian Fuhlendorff er gode venner, men på torsdag er de også konkurrenter, når prisen som 'Årets Komiker' skal uddeles. (Foto: Per Arnesen/TV2 Zulu)
 

Har øvet taberansigt
- På torsdag tror jeg, at jeg nyder showet. Jeg har øvet mit taberansigt rigtig meget. Jeg kan lave det lige nu, siger Christian Fuhlendorff og beskriver, hvordan han vil agere, hvis prisen tilfalder en af de tre andre nominerede: 'Det bliver et anerkendende klap og så kigger jeg over på min kæreste og laver et nå-ansigt, og så klapper jeg og griner', siger Christian Fuhlendorff, som dog også har en mere diabolosk plan klar:

- Måske går jeg op på scenen, og lader som om prisen er min og påbegynder en tale og bliver hevet ned af scenen igen.

- Hvad har du øvet, hvis du vinder?

- Så kigger jeg over på min kæreste og siger 'nå'. Det bliver lidt det samme. Man skal ligesom have øvet den samme ting. Og så i stedet for at klappe, så rejser jeg mig op.

- Jeg har ikke tænkt på en vindertale. Jeg har forberedt en tabertale, og jeg er ret sikker på, der er nogen, der kommer til at høre den. Men jeg er ikke sikker på, de vil bruge den til noget, siger Christian Fuhlendorff, der har været i branchen i mange år.

Blev kaldt 'bøsserøv'
- Hvis jeg må bede dig huske tilbage. Hvad er så den værste oplevelse, du har haft på komikerscenen?

- Den værste var, da en fyr rejste sig op, lige da jeg var kommet på scenen, og kaldte mig 'bøsserøv'. Han var meget fuld og gik op mod scenen. Da tog jeg et fast greb om mikrofonstativet og tænkte: 'Jeg skal have et eller andet i min hånd, hvis han har tænkt sig at komme op og slå på mig'. Men så vendte han om og gik igen, og så gav jeg ham en kæk bemærkning med i mikrofonen; 'Jeg har bare givet ham et afslag', siger Christian Fuhlendorff og fortsætter:

- Men mine knæ nåede lige at hoppe. Det er altid det, der sker, når jeg bliver nervøs.

- Hvad er den mest upassende joke, du har lavet?

- Jeg ramte forkert en aften, hvor jeg kom ind over noget med kræft. Og så blev der meget stille. Det viste sig, at der for nylig var en i firmaet, der havde fået konstateret kræft, fortæller han.

- Der er masser af ting, jeg ikke vil lave grin med, og der er masser af ting, som jeg ikke kan finde ud af at lave jokes om, men det betyder ikke, at jeg ikke synes, andre ikke skal lave jokes om det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Christian Fuhlendorff med hustruen Karina, som han ofte bruger som materiale i sine show. (Foto: Jakob Jørgensen)
Christian Fuhlendorff med hustruen Karina, som han ofte bruger som materiale i sine show. (Foto: Jakob Jørgensen)
 

Konen godkender materialet
- Hvad siger din kæreste og børn til, du bruger dem i dit materiale?

- Min datter synes, det er sjovt at være med i mine videoer på Facebook. Min kæreste er jo godt klar over, hun står på mål for alle kvinder, jeg har mødt i mit liv. Så der kan jeg også godt pådutte hende ting, som egentlig er noget, jeg har fået et andet sted fra. Og så har hun også sagt: 'Det der, skal du ikke lave sjov med'. Det er også fair nok, siger Christian Fuhlendorff.

- Selv om jeg står og siger: 'Karina er underlig', så håber jeg, at folk godt kan se, at det er mig, der er underlig, fortæller han og fortsætter talestrømmen:

- Når jeg lægger en video op på Facebook, og folk skriver: 'Nå, så er du ude i kulden', tænker folk ikke over, jeg er gift med kvinden, og jeg har sendt videoen til hende først. Og hun griner altid, hævder komikeren.

Frank Hvam har hele pakken
- Hvad griner du selv af?

- Jeg griner meget af ting, og jeg kan sagtens grine alene. Den komiker, jeg griner mest af, er Frank Hvam, og hvis jeg kunne rejse i tid, ville jeg rejse tilbage og lave alt hans materiale, før han lavede det. Han er virkelig, virkelig dygtig. Han har alt - hele pakken.

Er du ikke så heldig at have fået en billet til det store show, så har du mulighed for at vinde to billetter her i Ekstra Bladets konkurrence, eller se showet på TV2 Zulu den 30. august.

1 af 2 Christian Fuhlendorff har både øvet sit taber- og vinderansigt inden prisuddelingen på torsdag. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 Det er anden gang, at Christian Fuhlendorff er nomineret af sine kolleger. (Foto: Mike Nybroe/DR)